Anerkendelse i pædagogisk sammenhæng

Af cand.psyk. Martin Suwalsk.  Psykolog i Frie Børnehavers Psykologordning.

Der tales meget om anerkendelse ude på institutionerne både i bestyrelserne og i personalegrupperne. Bøger om anerkendelse og anerkendende pædagogik kommer i en lind strøm

Anerkendelse er hot

Der er enighed om at anerkendelse er en god ting, men når det kommer til at afgøre hvornår og hvordan man arbejder anerkendende  ude i institutionerne så er der ofte stor uklarhed.  Anerkendelse er et komplekst begreb og anerkendelse betyder ikke bare noget forskelligt i forskellige institutioner, men betyder også noget forskelligt for forskellige mennesker. Der kan således være forskellige holdninger både til hvad der skal anerkendes og hvordan det skal gøres. Er anerkendelse og ros det samme? eller betyder anerkendelse at man får sin vilje?

Jeg håber på at kunne bidrage lidt til en mindskelse af uklarheden ved her at præsentere nogle vinkler på anerkendelse som det anvendes i dagsinstitutioner. En del af uklarheden kan føres tilbage til at ordet ”anerkendelse”  har flere betydninger på dansk. Indenfor det pædagogisk og  psykologiske område er der to betydninger, som jeg finder det særligt vigtigt at skelne imellem. De syntes at have forskellige geografiske rødder og jeg har derfor valgt at kalde dem den europæiske tradition og den amerikanske. Der syntes til dels at være et skel mellem væren og gøren:

• Den Europæiske tradition lægger vægt på anerkendelse af indre oplevelser, følelser, tanker og perspektiver – på væren
• Den amerikanske lægger mere vægt på anerkendelsesværdige handlinger. – på gøren

Den amerikanske tradition har sine rødder i den amerikanske organisationsudviklingsmetode Appreciative inquiry,  som på dansk er blevet til anerkendende (eller værdsættende) samtaler¹. I den tradition tales der om ”anerkendende ledelse” og ”anerkendende læringsmetoder”. Her er ros og positiv opmærksomhed ofte vigtige elementer i styrede samtaler. Indenfor organisationsudvikling hvor traditionen har sin rod, opfattes metoden som et middel til bedre arbejdsmiljø, øget produktivitet og arbejdsglæde og fastholdelse af gode medarbejdere.

Fokus er på en anerkendelse af det positive, (dvs. anerkende det der er godt), at styrke det positive, lære af det positive og på den måde få mere af det positive i fremtiden. Overført til  skoler og daginstitutioner har det nogen steder givet inspiration til ”rose runder”, ”den gode stol”, og ”positivlister” hvor børnene skal lære at give positiv feedback og på forskellig måde fortælle hinanden hvad de kan lide hos hinanden. Fx ”Jeg kan godt lide dig, fordi du er så god til at finde på når vi leger”. I denne tradition er ros vigtig og anerkendelse ses som et ekstra element man kan planlægge at tilføre en dagligdag.

Den anden betydning af anerkendelse i pædagogisk psykologisk sammenhæng har sin rod overvejende i europæisk filosofi, især hos de eksistentialistiske filosoffer Sartre og Heidegger, men også Hegel og især psykologen Daniel Stern nævnes som vigtige kilder². Resten af denne artikel vil omhandle den europæiske tradition.

I den europæiske tradition skelnes der ikke i forhold til om indholdet i samtalerne er positivt eller negativt. Det vigtige er at barnets indre oplevelsen på en eller anden måde bliver bekræftet (anerkendt). Jesper Juul og Helle Jensen³ skriver således:

”Anerkendelse er ikke en kommunikationsteknik, men en samtaleform som bygger på den voksnes evne og vilje til at forholde sig åbent og inkluderende til barnets indre virkelighed og selvforståelse”

Jeg syntes dog det er mere præcist at lægge vægt på at anerkendelse først og fremmest er et spørgsmål om holdning mere end det er en samtaleform. Den norske forsker Berit Bae har i en læseværdig artikel i tidsskriftet Social Kritik⁴ netop bemærket at voksenudsagn som umiddelbart ikke lyder anerkendende, alligevel kan blive opfattet sådan af barnet. Det vigtige er ikke udsagnet eller samtaleformen, men det, at barnet føler også sit perspektiv anerkendt og bekræftet.

Anerkendelse kan ske på flere niveauer, også nonverbalt. Fx bare med et smil. Det er generelt sådan at jo mindre børn er, jo mere vil de vægte den nonverbale del af kommunikationen.

Det dialektiske princip

Det er værd at bemærke at anerkendelse i den europæiske anerkendelsestradition ikke bare er noget en voksen kan give til et barn. Den gensidige anerkendelse står centralt. Den norske psykolog Anne-Lise Løvlie Schibbye har i Hegels 200 år gamle og svulstige skrifter fundet  teori og modeller for gensidig anerkendelse og udvikling⁵. Hun lægger netop vægt på mødet mellem to perspektiver som det der skaber udvikling. Det er derfor vigtigt at det ikke kun er den enes perspektiv der får lov til at dominere.

Psykolog Margrethe Bruun har fundet sin egen måde at anskueliggøre det på med hendes beskrivelser af to dysfunktionelle familietyper som hun har kaldt service familien og den iscenesættende familie⁶. I servicefamilien hopper og springer forældrene for børnene og børnene bliver snydt for at opleve, at der er andre perspektiver end deres eget. I den iscenesættende familie, skal børnene sikre forældrenes anerkendelse fra omgivelserne, men børnenes perspektiv forbliver usynligt. Det er i sammenstødet mellem to menneskers perspektiver at udviklingen af selvrefleksion og empati bliver muligt.

Et vigtigt element i det dialektiske princip er det gensidige paradoks; for at føle os anerkendt, skal vi først have anerkendt den anden. Det lyder måske lidt kringlet, men vi kan tænke på hvordan vi har det med at få ris og ros vi ikke har bedt om, af nogen hvis mening vi ikke værdsætter. Den bedste måde at få et andet menneskes anerkendelse er ved at anerkende det. Det gælder selvfølgelig også i forholdet mellem børn og voksne.

Anerkendelse foregår altid i en gensidigt anerkendende relation

Anerkendelse er derfor ikke noget man bare kan give eller kræve, fordi ægte anerkendelse i den europæiske tradition altid indebærer et element af gensidighed. Når jeg giver udtryk for at jeg kan forstå et barn eller sætter pris på at det har gjort et eller andet, så kræver det også at barnet skal anerkende mig som en, hvis mening betyder noget ellers vil ingen af os føle os anerkendt. I anerkendelse ligger derfor en gensidig anerkendelse af hinandens perspektiv. Hvis en konflikt med et barn er blevet løst på en anerkendende måde så har begge parter i konflikten lært noget vigtigt om sig selv og den anden.

Når Jesper Juhl i sin tid skrev at det moderne barn var kompetent, mente han blandt andet, at barnet var kompetent i forhold til at give udtryk for hvad det kunne lide og ikke lide og, at de voksne i det mindste burde anerkende udtrykket. Et af Daniel Sterns vigtigste bidrag til anerkendelses debatten er den grundige påvisning af barnets grundlæggende behov, ikke bare for tryghed, men også for at forstå og blive forstået af nærtstående. 

Grænser eller ej

Det er nu et par år siden med den store grænsedebat i pædagogikken. Debatten indeholdt nogle vigtige synspunkter i forhold til anerkendelse, som lige skal nævnes. Et barn udvikler sig ikke af grænser, et barn udvikler sig i samspil med voksne der kan afgrænse sig selv. Selvafgrænsning hos den voksne indebærer blandt andet at den voksne undgår  værdidomme i forhold til barnets oplevelse. Dvs. afgrænser sin oplevelse fra barnets og anerkender at barnet kan have sig eget perspektiv. F.eks. I stedet for at sige; ” Det er ikke sjovt at sprøjte med vand, det må man ikke”, når barnet tydeligvis finder det sjovt, kan den selvafgrænsede voksne sige: ”Du morer dig, men jeg syntes ikke det er sjovt at blive våd. Du skal stoppe.” Pointen er at barnet lærte om sig selv og andre ved at mødes med mennesker som forstår det og barnet lærer at forstår andre ved at mødes med andre menneskers personlige perspektiv.

Barnet lærer ikke på samme måde om sig selv og andre ved kun at mødes med regler og grænser. Jeg er ikke modstander af at børn lærer at rette sig efter regler. Regler som opleves som fornuftige og retfærdige er en anden og vigtig form for anerkendelse, som jeg ikke vil komme mere ind på her.

Anerkendelse forgår dagligt i ganske i korte samspil

Når jeg ude i institutionerne foreslår en mere anerkendende holdning til et barn, mødes jeg ikke sjældent af argumentet; ”Det har vi ikke tid til”. Selvom spørgsmålet om tid nok fylder meget for pædagogerne, så bygger udsagnet på en manglende viden om hvad en anerkendende holdning indebærer. Det er ikke hvad man gør, men måden man gør det på. Der er således ikke tale om endnu en stor arbejdsopgave.

Den norske forsker Berit Bae har i den tidligere omtalte artikel analyseret samspillet i en børnehave⁷. Hun anvendte video og opdelte det samspil der foregik i små afsluttede sekvenser hun kaldte delprocesser. Hun fandt på at tage tid på samspillene. Hun fandt ud af, at ud af de 730 analyserede delprocessor var den gennemsnitlige varighed 20 sekunder. De korteste delprocessor var 4-5 sekunder og de længste 75-80 sekunder. Her er altså tale om ganske kortvarige forløb. Et barn kan med andre ord føle sig anerkendt eller underkendt på 5 sekunder.

Når en institution ønsker at blive bedre til anerkendende samspil, så er det de små korte møder der skal arbejdes med. Det er måske endda ofte sådan, at når de voksne er mere optaget af store planer for børnene, bliver de mindre optaget af børnenes oplevelser. I en tid med mange krav om dokumentation, er det vigtigt at huske på, at selvom det kan være nemmere at dokumentere en flot aktivitet end mange små anerkendende samspil, bliver samspillene ikke mindre lærerige eller vigtige af den grund. Dertil kommer at en bevidst brug af en anerkende holdning faktisk ikke kun er til fordel for børnene, men også for de voksne.

I tidsskriftet Nul til fjorten⁸ rapporterer flere pædagoger således, at de har fået et sjovere arbejde med mere dialog, mindre skældud og mere samarbejdsvillige børn ved at indtage en mere anerkendende holdning til børnene.

Anerkendelse er et spørgsmål om holdning

Når anerkendelse ikke handler om er aktiviteter, men om en gensidig anerkendelse af oplevelser, så indebærer det, at anerkendelse ikke kan planlægges, da oplevelser ændrer sig hele tiden. Til gengæld kan man godt planlægge, at tilstræbe en anerkendende holdning og stole på at en god holdning kan hjælpe en i samværet med barnet. Hvis en institution ønsker at blive bedre til at anerkende børnene, kan det være en god start med pædagogiske diskussioner i personalegruppen og bestyrelsen, men først og fremmest er det børnene personalet skal i dialog med. Det er ikke nok med ros. Børnene skal føle sig forstået og lære at forstå andre. Det kan de kun lære i dialog og samspil.

Martin Suwalski er cand.psych. Psykolog i Frie Børnehavers Psykologordning.

---

1. Gitte Haslebo. Relationer i organisationer – en verden til forskel. s.91. Psykologisk Forlag 2004
2. Jesper Juul og Helle Jensen. Pædagogisk relationskompetence – Fra lydighed til ansvar. 3 udgave. Gyldendals bogklubber 2004. 
3. ibid. p. 234
4. Social Kritik nr. 88. 2003
5. Anne-Lise Løvlie Schibbye. Relationer – et dialektisk perspektiv. Akademisk forlag/ Bonniers A/S København 2005
6. Margrethe Brun Hansen. De kompetente forældre. Aschehoug. København 2001
7. Social Kritik nr. 88. 2003
8. Nul til fjorten nr. 1/2007. Tidsskrift udgivet af Dansk Pædagogisk Forum
   Tema: Anerkendende pædagogik i praksis.