Fondens forpligtelser og ansvar

Fonden Frie Børnehaver - Børn og Service er som driftsherre, også arbejdsgiver for alle medarbejdere, som ansættes i de såkaldte kontraktinstitutioner. Dvs. de institutioner (puljeordninger) som er resultatet af en aftale om drift mellem fonden og en kommune.

Dette indebærer at Fondens bestyrelse samtidig er den overordnede institutionsbestyrelse for alle kontraktinstitutionerne, og arbejdsgiverkompetencen ligger således hos fondsbestyrelsen. I dagligdagen varetages administration af medarbejdere i Fonden på samme måde som den kommunale forvaltning handler på kommunalbestyrelsens vegne.

Fondens bestyrelse har det overordnede ansvar for:

At indgå overenskomster med de faglige organisationer for alle medarbejdergrupper.
Overenskomsterne vil bygge på de aftaler der er i kraft for andre medarbejdere på kommunale og selvejende institutioner. Hvor man i kommunerne har lagt et stort ansvar for at forhandle Ny løn hos den enkelte leder, har vi i Fonden valgt en lidt mere central model, udfra en filosofi om at sikre en vis ensartethed i vores kontraktinstitutioner.

At have det overordnede ansvar for kontraktinstitutionernes økonomi og sikre at der er overensstemmelse mellem mål og økonomi.
Det er bestyrelsens ansvar at økonomien er sund både på institutionsniveau og i administrationen hos os. For at bistå lederne med den daglige økonomistyring, vil der blive udviklet værktøjer til løbende at iagttage udsving i institutionernes økonomi.

At sikre at den pædagogiske kvalitet afspejler Fonden Frie Børnehavers formål på et højt niveau.
Fonden Frie Børnehavers værdigrundlag skal være genkendeligt i dagligdagen, og omverdenen skal kunne se forskellene på vores måde at løse opgaver på i forhold til andres.

At sikre at der ansættes de bedst kvalificerede ledere og medarbejdere.
Dette ansvar administreres således at administration i Klerkegade altid indgår direkte i ansættelsen af ledelsespersonale i institutionerne, medens ansvaret for øvrige ansættelser vil være delegeret til institutionslederne, i samarbejde med forældrebestyrelserne.