Boganmeldelse: Sunde børns problemer
- en bog til forældre og andre voksne. Lars Rasborg. Akedemisk forlag 2009.
Lars Rasborg har skrevet en rigtig god lille bog om hvordan man hjælper almindelige børn med forskellige problemer. Lars Rasborg er uddannet pædagog, psykolog og specialist i børnepsykologi. Han er en flittig debattør, blandt andet med en artikel i informationen d.16.2.2011 om betydning af at inddrage barnets miljø i diagnosticering og behandling af ADHD. Han har udviklet og beskrevet miljøterapeutisk behandling i bogen Miljøterapi med børn og unge. (Akademisk forlag 2005). Et arbejde der har dannet grundlaget for metode udviklingen i Sunde børns problemer. Senest har han holdt et par foredrag i Frie Børnehavers regi.
På bagsiden af bogen står der:”Bogen henvender sig til alle med interesse for børns udvikling: forældre, lærere, sundhedsplejersker, børnepsykiatere og studerende psykologer og bedsteforældre.” Det er en bred målgruppe, men det er faktisk korrekt. Det lykkes bogen at ramme bredt, samtidig med at den faglige dybde er i orden, fordi den først og fremmest retter sig mod praksis.
Bogen er skrevet på almindeligt dansk og med vægt på anvendt metode. Bogen er på 144 sider og redegørelserne for teorierne er korte og enkle. Der er lagt vægt på den praktiske metode med mange forklarende eksempler fra Rasborg arbejde med pædagoger og forældre. Det er lykkedes Rasborg at gøre komplekse processer lette at forstå.
Adfærd er meningsfyldt.
Mennesker søger i det hele taget mening i andres adfærd og finder vi den ikke, bliver vi tilbøjelige til at bedømme både adfærd og hele personen negativt (s.40)
I mit eget rådgivningsarbejde med pædagoger og forældre har jeg oplevet at børn med problemer bliver til problembørn. Når problemerne når et vist omfang er det som om barnets perspektiv forsvinder helt ud af syne for de voksne, som ikke længere kan, eller vil sætte sig ind i hvordan barnet har det. Når voksne får fokus på ”barnet som problem” belastes den gensidige tillid og barnets problemadfærd øges. På den baggrund er det glædeligt at læse hvordan forståelsen af barnets perspektiv er en integreret del af Lars Rasborgs metoder. Med integreret mener jeg, at forståelsen ikke bare er en slags landkort for den voksne, så de kan gøre det rigtige, men at forståelsen af barnets perspektiv i sig selv betragtes som forandrende for både barn og voksen.
Lars Rasborg vækker til eftertanke når han hævder at pædagogiske metoder i sig selv kan stå i vejen for at skabe forandring, fordi de i første omgang er rettet mod at forandre barnet, uden at vægte en forståelse. Lars Rasborg betoner at hans metoder også har til hensigt at forandre barnet og ændre problemadfærden, men med andre metoder end pædagogik og opdragelse. Bogen beskriver to metoder, spejling og jeg-støtte - to kendte begreber fra psykologien med mange betydninger. I ”Sunde børns problemer” er spejling og Jeg-støtte beskrevet som to metoder til at hjælpe børn der har det svært. Spejling retter sig i mod barnets indre til tilstande. Dvs. følelser tanker og fantasier, og jeg-støtte retter sig i mod de ydre handlinger.
Spejling
Hvis der sker et brud på tilliden til forældrene, betyder det i almindelighed at de pædagogiske metoder ikke længere virker. Forældrene føler sig ikke længere hjælpsomme, men snarere som modstandere. Spejling ses som hovedvej til genoprettelse af tillid. (85)
Spejling går ud på at prøve at forstå de følelser, tanker og fantasier, som kan ligge bag et barns ”problemadfærd” og fortælle det til barnet. Spejling er en form for gætteri. Forældre spejler spontant et spædbarn i større eller mindre omfang. De foreslår barnet ord for dets skiftende indre tilstande. Senere når barnet selv begynder at bruge ord, holder de fleste op med at spejle det. Nu kan barnet tale for sig selv, synes opfattelsen at være. Men selv om et barn har fået sprog, kan det stadig mangle ord for hvordan det har det, især når det er presset.(p.17).
Det har stor betydning for både barnet og barnets relation til den voksne, at barnet får hjælp til at formulere og forstå sine indre tilstande og motiver. At få barnet til at føle sig forstået gennem spejling er i flg. Lars Rasborg hovedvejen til genoprettelse af tillid.
Jeg-støtte
Jeg-støtte består i at guide barnet og hjælpe barnet gennem handlinger der er vanskelige for det, fordi barnet er uroligt, ikke har lyst til at gøre som det skal, eller er bange for at gøre det. Når den voksne giver barnet jeg-støtte stiller han kun de krav som han ved barnet kan opfylde. Den voksne tager ansvaret for at det går godt. Jeg-støtte er et alternativ til at stille krav ud fra en forventning om hvad barnet burde kunne magte ud fra sin alder.
I praksis
Principperne i Lars Rasborgs bog er lette at forstå. Han beskriver de to centrale metoder, jeg–støtte og spejling, som noget vi alle i gør med mindre børn, men som vi af en eller anden grund holder op med når barnet får sprog. Selvom principperne for spejling og jeg-støtte er enkle, er det på ingen måde simpelt med større børn. De kan bekymre sig om mange ting, de kan have svært ved at sætte ord på. Eksemplerne i bogen viser nuancerne i metoderne og hvordan spejling og jeg-støtte kan skabe forudsætning for dialog og forandring. Selvom principperne for metoderne er lette at forstå kan det kræve længere tids fordybelse og øvelse at nå frem dertil hvor tankegangene og metoderne står til rådighed for en i hverdagen. Processen fremmes iflg. Lars Rasborg, hvis man som et team har adgang til løbende vejledning eller supervision, der støtter fordybelsen og øvelsen.
Begge metoder tager primært udgangspunkt i hvordan barnet er, frem for hvordan barnet burde være. Metoderne ligger derfor fint i tråd med en anerkendende tilgang.
Jeg fik selv bogen anbefalet, og jeg anbefaler den gerne til andre. Det er en sjældent god bog.
Af Martin Suwalski, psykolog i Frie Børnehaver og Fritidshjem
