- Naturvejlederen
- Naturbrevkasse
- Naturgården
- Stationshuset
- Det Nye Skolelandbrug
- Artikler & idéer
- Fedtkogler til fuglene
- Snit en nisse
- Kastanieforløb
- Husk at se efter flåter
- Penge at søge
- Forår, fugle og fuglesang
- Sådan holder I haletudser
- Byg en drage
- Svampeaktiviteter
- Fra larve til bille
- Naturlegepladser
- På jagt efter dyrespor
- Snit en krybskyttefløjte
- Sådan holder I snegle
- Lav selv smør og ost
- Pas på de grønne hyldebær!
- Hjælp klimaet - plant træer
- Dyrespor i sneen
- Lidt om sommerfugle
- Hvis børn har spist vilde svampe
Naturforløb - Forår, fugle og fuglesang
Selvom foråret kan synes langt væk midt i sne og frost, er det faktisk lige om hjørnet! Solen skal kun lige titte frem før end at musvitterne er i fuld gang med deres sang: fyti-fyti-fyti og titify-titify-titify. Det er en god årstid at starte et emne om fugle og fuglesang på, da de enkelte arter endnu ikke synger i munden på hinanden og derved er lettere at adskille.
Et emne om fugle og fuglesang giver børnene
- Kendskab til og viden om hvad fugle er for en slags dyr
- Kendskab til nogle almindelige danske fugle og deres sang
- Styrkelse af koncentrationsevne og opmærksomhed ved at lytte til og se på fugle
- Forståelse for sammenhæng mellem fuglesang og forår
Vælg 4 almindelige fugle som børnene skal lære at kende både hvad udseende og sangen angår - solsort, musvit, bogfinke og gulspurv er gode valg!
Hvorfor synger fuglene?
Forår og fuglesang hører uløseligt sammen. På nær nogle få arter som også synger om vinteren, så starter fuglesangen om foråret. Det er mængden af lys der afgør hvornår sangen skal starte. Det tiltagende lys om foråret påvirker fuglenes hormoner der så på et tidspunkt sætter sangaktiviteten i gang.
Med undtagelse af rødhalsen er det altid hannerne der synger. Sangen har to formål:
- at lokke en hun til
- at hævde territorium
Når solsorten sidder i toppen af et træ og synger, så siger den frit oversat: Jeg vil gerne have en kone – og en masse æg – og andre hanner kan godt holde sig væk fra mit område.
For mennesker lyder de enkelte arters sang meget ens. Fuglene kan derimod høre stor forskel på de forskellige hanner, og de der synger bedst er de mest eftertragtede blandt hunnerne.
Skal man lære de forskellige fuglearters sang, er det en god ide at hæfte dem op på nogle enkle huskeregler. På den måde er de nemmere at huske.
Tema – Fuglesang
Tal med børnene om hvilke fugle de kender. Hvorfor synger fuglene og hvad siger de? Syng ”fuglesangen” - kan hentes her på www.skoveniskolen.dk.
Find billeder af de 4 fugle eller lån nogle udstoppede på pædagogisk central eller en folkeskole. Tal om forskelle i størrelser, farver, næb m.m. Lad evt. børnene tegne fuglene fra bogen, eller farvelægge tegninger af fuglene på kopiark som ligeledes hentes på www.skoveniskolen.dk
Lån en fugle bog med tilhørende cd rom på biblioteket og spil de 4 fugles sang. Forklar huskeregler for sangene.
Tag på tur til forårsskoven – gerne i en mindre gruppe! Gør børnene opmærksom på at man skal være stille hvis man skal høre fuglesangen. Sæt jeg ind mellem træerne og prøv at lytte efter sang som I kender.
Medbring gerne en kikkert med fast fokus og lad børnene finde de fugle de hører. Tal om hvor fuglene sidder i træerne når de synger – højt eller lavt?
Forløbet kan udvides med mange andre emner så som:
Flere fuglearter, lave foderkasser / foderbræt, landfugle, vandfugle, natfugle, trækfugle m.m., fugle kontra andre dyregrupper (fisk, pattedyr, insekter). Fjer, æg, næb m.m., rovfugle, hvem spiser fugle (ræv, mår, mennesker), æg/kyllinger, fjer, ruge kyllinger ud m.m.

Solsort
Solsorten er en af vore mest almindelige fugle. Den træffes på legepladser, i haver, parker og skove. I skoven foretrækker den at leve i løvskov. Når hannen synger placerer han sig højt oppe, så man kan høre ham langt omkring. Sangen består af bløde fløjtetoner, og lyder lidt som om fuglen jodler. Sangen starter allerede fra begyndelsen af marts og slutter i juli.
Musvit
De fleste af børnene kender sikkert også musvitten. Den er også almindelig på legepladser, i haver, parker og al slags skov. Hvis man har foderbræt om vinteren er den en flittig gæst. I gamle dage kaldte man nogle steder musvitten for savfileren, fordi man syntes, at dens sang lød lige som når en sav blev filet.
Musvitten har mange sangvariationer, men to af de mest almindelige plejer man at gengive som fyti-fyti-fyti og titify-titify-titify. Stemmebeskrivelser kan variere i forskellige bøger, så prøv evt. selv at finde ud af hvad den siger. Musvitten synger fra januar/februar til juni.
Bogfinke
Bogfinken kan man også de samme steder. Bogfinken placerer sig højt når den synger, og da den også har en kraftig stemme er den nem at høre. Bogfinken lærer en del af sin sang fra andre bogfinker, og den er derfor en af de fugle som har dialekt. Det vil sige at sangen kan variere lidt fra område til område. Den har dog et fast tema der lyder som et: Det-det-det-ka’-jeg si’-li’så-tit-det-ska’-vær’. Bogfinken synger fra starten af marts til midten af juli.
Gulspurv
I skoven finder man gulspurven i skovbrynene og skovlysningerne. Når den synger sidder den ofte højt oppe i træer eller buske. Sangen er en af de nemmeste at lære. Gulspurven tæller nemlig til syv. Det lyder som: En-to-tre-fir’-fem-seks-syyyv. Gulspurven er også en af de fugle som synger dialekt, så derfor tæller nogle f.eks. til otte. I Danmark har man fundet syv forskellige dialekter. Gulspurven synger fra starten af marts til midten af august.
Yderligere oplysninger og hjælp fås hos naturvejleder Tina Nyrop-Larsen, tlf. 44977916, tina@frie.dk