Fra larve til bille
- sådan følger I melormens udvikling til melbille

"Der er en bille der har spist min orm" sagde et barn, som havde fået en melorm med hjem i et lille bæger, som en del af børnehavens projekt med at følge larvens forvandling til en melbille. Men det var bare melormen der havde forvandlet sig til en melbille. Det er nemt at følge denne udvikling sammen med børnene - både i institutionen og ved at hvert barn følger og passer sin egen melorm som i virkeligheden ikke er en orm, men en larve.

Det skal I bruge

  • En pose melorme (købes hos dyrehandler, ca. 30 kr. / 100 gram)
    Det er vigtigt at det er alm. melorme og ikke kæmpe melorme da de kræver andre forhold for at udvikle sig!
  • Bægre / syltetøjsglas med låg til hvert barn
    Et lille plastterrarium med låg (købes hos Studium, tlf.: 59628545 - www.studium.dk , eller anden beholder med låg
  • Havregryn
  • Toiletpapir
  • Små stykker agurk, gulerod, æbler, rå kartoffelskive, mælkebøtte e.l.

Sådan gør I

Lav lufthuller i låget til bægre / syltetøjsglas. Kom et lag havregryn i bunden (ca. 2 - 3 cm.) og læg lidt krøllet toiletpapir ovenpå. Put en melorm i hver bæger og giv et lille stykke grønt som foder. De resterende melorme kommes i et lille terrarium indrettet på samme måde. Melormene skal altid have et lille stykke frisk grønt i buret / bægeret!

Sådan udvikler ormene sig

Melormen spiser, vokser og skifter hud flere gange - den gamle hud ses i buret. Efter 6 til 7 uger forpupper larven sig. Puppen spiser ikke. Efter ca. 6 til 10 dage sker forvandlingen til melbille. Billerne kan leve 2 til 4 måneder, hvorefter de dør. Afslut evt. projektet ved at lukke billerne ud i det fri ( ikke i vinterperioden), eller giv dem som foder til høns.

Udvikling i terrariet

Når der holdes flere biller i samme bur, parrer billerne sig og lægger æg, som efter 5 til 7 dage klækkes til larver / melorme. Vælger I at fortsætte projektet vil der derfor hurtigt være alle stadierne i terrariet: æg, larver, pupper og biller.

Lidt om melbillen

Melorme sælges i dyrehandlere og holdes af private, da de er foderdyr for bl.a. akvariefisk, krybdyr og padder. De findes naturligt hvor der opbevares korn og mel ( f.eks. i køkkenskabe). Temperaturen er afgørende for længden af udviklingen - de angivne tider gælder for ca. 26 C, ved højere eller lavere temperaturer forlænges udviklingen.

Yderligere oplysninger hos naturvejleder Tina Nyrop-Larsen, tlf.: 4497 7916