Børns inklusion i leg og fællesskab

Af cand.psych. Martin Suwalski, psykolog i Frie Børnehaver og Fritidshjem.

Alle institutioner har fra foråret og hen over sommeren fået nye børn. Børnene skal finde ud af, hvordan de kan komme med i børnefællesskabet. I modsætning til en familie som barnet bogstaveligt talt bliver født ind i, er fuld deltagelse i en børnegruppe ikke en selvfølge, men en proces der kræver ny læring og tilpasning hver gang.

Du kan her læse om mine bud på, hvorfor processen er vigtig, hvordan den foregår og hvad pædagogerne kan gøre for at støtte den.

Fællesskab, et grundlæggende behov

Behovet for at høre til, og deltage i et fællesskab, er drivkraft for at et samfund overhovedet kan opstå og eksistere, (Honnet 2006). Behovet for tidligt samvær med andre mennesker er så grundlæggende for vores overlevelse, at vores hjerner er kodet til at reagere med forskellige former for negativ affekt (eks. frustration, rastløshed, ensomhedsfølelse og fortvivlelse), hvis ikke vi får behovet opfyldt. (Hart 2006). Det særlige ved behovet for fællesskab er, at vi aldrig vil kunne tilfredsstille det alene. Vi er afhængige af ”de andre” for at behovet for fællesskab kan opfyldes. Vi er født med et socialt behov, men vi er ikke født med evnen til at tilfredsstille det.

Børn søger selv socialisering til fællesskab

Børn higer efter tilhørsforhold og deltagelse. Børn starter deres institutionsliv som fremmede, men stræber efter at komme til at høre til. Børnegruppen er målet for denne stræben. Det børn mest aktivt søger i deres forskellige sociale arenaer er deltagelse, (Dencik 2006). Hvis man spørger børnene selv, om hvad de syntes er det vigtigste i børnehaven, svarer de; ”De andre børn (Se boks 1).

Lars Dencik er psykolog og professor i socialpsykologi. Han har forsket i børn, familieforhold og institutionsliv. Han har observeret en forskel på børnehavebørn og vuggestuebørns adfærd. Børn i børnehave bruger det meste af deres tid med aktiviteter med andre børn. Børn i vuggestuen bruger en megen stor del af deres første tid med at betragte de andre børn.

At kaste sig ud i fri leg er ikke noget, man bare gør. Som så meget andet skal det læres. Børnene forsøger ofte først selv at skabe mening i det, der sker, før de selv forsøger at gøre ligeså. Der ligger et stort og vigtigt arbejde for børnene i at finde ud af, hvordan de kan passe ind.

Børnene er således selv aktive deltagere i den proces Lars Dencik (2006) kalder ”barnets aktive selv- eller autosocialisering”. Ved socialisering forstås almindeligvis den proces, hvor igennem et individ optager de vurderinger og adfærdsmønstre, der er gældende i samfundet for, at kunne blive en del af det, (ibid). Denne proces gør sig således gældende for børn i børnegrupper, allerede fra vuggestuealderen. Børnene er allerede tidligt på hårdt arbejde for at finde ud af, hvad der foregår, og hvordan de kan passe ind.

Barnets forholdet til jævnaldrende i psykologien

Når man læser om den betydning mor-barn forholdet tillægges i international psykologisk småbørnsforskning, skulle man tro,at børn var isoleret med deres ”primære omsorgsperson”, indtil de starter i skole, (f.eks. Stern 2000 som er et udviklingspsykologisk hovedværk). Barnets forhold til jævnaldrende i dagtilbud har ikke været genstand for samme intense forskning som mor-barn forholdet har. I litteraturen er der derfor få bud, på hvordan pædagogen kan arbejde direkte med den vigtige barn-børnegruppe relation.

Barnets selvsocialisering

Hvad børnene selv som nævnt gør for at komme med i gruppen, er beskrevet af Dencik (2006) som barnets aktive selv- eller autosocialisering. Se boks 1. Hvad de voksne gør er ikke beskrevet i denne model. Det store pædagogiske spørgsmål er således, hvordan de voksne i institutionerne kan hjælpe børnene med socialiseringsprocessen? 

Gå hen og spørg om du ikke må være med?

Sandheden om denne adgangsstrategi (fra boks 2A) er, at den oftest kun virker for større børn, og samtidigt er det den strategi der gør barnet mest sårbar overfor afvisning. Karakteristisk for de andre strategier er, at de tilgodeser, at barnet der spørger ikke taber ansigt ved at prøve igen. Det sker nemlig ofte, at barnet ikke får adgang i første forsøg. Ved ikke at spørge direkte, (og risikerer et ”nej”), men anvende nogle af de andre strategier fra boksen, får barnet bedre mulighed for at prøve igen, uden at tabe ansigt. Strategien med at gå hen og spørge bør derfor reserveres til de børn, der allerede behersker de andre strategier.

Karakteristisk for alle strategierne, undtagen den høflige og korrekte voksenfavorit: ”Hej må jeg være med” er, at barnet skal kunne demonstre indsigt i det, der foregår. Barnet skal med andre ord kunne præsentere en uopfordret ansøgning, hvor barnet demonstrerer, at det kan passe ind. Det tager tid at opbygge en leg, hvad enten det er opstilling af lego, fordeling af roller, eller forhandling af regler. Børn, der har fået etableret en leg vil som regel gerne sikre sig, at de ikke mister noget, men får noget ved at inddrage flere børn. Børn har brug for at få respekteret deres legerum.

De socialt intelligente strategier

De øvrige strategier fra boks 2A, kalder jeg sociale intelligente strategier, fordi de forudsætter en evne til at sætte sig i de andres sted, og udnytte denne viden til at komme med i legen. Parallelleg (dvs. imitation af de andres leg med begrænset eller ingen interaktion) kan være en social intelligent adgangsstrategi, en adgangsbillet. Parallellege er således ikke nødvendigvis en mere umoden form for leg end rollelegen; det kan også være en adgangsstrategi.

Jeg har ofte set både kortere og længerevarende parallellege anvendt af børn, som en måde at få adgang til en igangværende leg. Parallelleg kan også betragtes som barnets egen træning til senere deltagelse. At hjælpe et barn i gang til at lege det samme som de andre børn, kan være et vigtigt første skridt mod inklusion.

Børn der har svært ved at komme med i legefælleskabet.

Der kan være mange grunde til, at et barn kan have svært ved at deltage i de mere selvstyrede legeaktiviteter i en børnegruppe. Traumatiserede børn og voksne har ofte alvorlige problemer med at kunne lege. De har svært ved en leg med glæde, tillidsfuld tilknytning med indlæring og hyppige glidende rolleskift, hvor man skal kunne give og føre an og kunne modtage, og give sig hen og følge efter. De har svært ved at lære at ”forhandle” i samarbejdende relationer. De er enten overdrevent sky og tilbagetrukne(frygt/angst) eller de buser og braser frem og gør andre børn og voksne bange. (citat fra: Sørensen 2007). Børn med forskellige former for forsinket udvikling fx autismespektrum forstyrrelser og ADHD kan have svært ved enten at opfatte, hvad det er der forgår i de andre børns leg, eller svært ved at få mening i det.

Kønsforskelle og strategier for at komme med i en leg.

Baron-Cohen (2004) har identificeret en generel tendentiel forskel på piger og drenges problemløsningsstrategier. I processen med at finde ud af, hvordan de kan passe ind kan piger og drenge således benytte sig af to forskellige tilgange. Pigerne vil typisk have en tendens til at benytte sig af identifikation, empati og sprog, og drengene vil typisk (sammen-lignet med pigerne) være mere tilbøjelige til at anvende en tilgang baseret på en mere eller mindre systematisk prøven sig frem (trial and error).

Den typiske dreng vil derfor i flg. Baron–Cohen prøve sig mere frem og have flere konflikter end den typiske pige. Den typiske dreng halter efter den typiske pige mht. til udvikling af empati og sprog. Denne forskel har betydning for hvilke argumenter og vejledningsstrategier, de voksne kan anvende med bedst effekt.

Hvad kan pædagogerne gøre?

Liv Veddeler er professor i specialpædagogik ved Universitet i Oslo. Liv Veddeler lægger meget vægt på, hvordan de voksne kan inddrage børnene i et fællesskab med aktiviteter, samling, ture osv. Dette sikrer, at alle børn i det mindste en gang imellem er med i ”noget”.

Men i Danmark hvor så stor en del af tiden i vores daginstitutioner lægger op til ”fri leg”, er det ikke nok for alle. Generelt kan man sige, at jo mere en daginstitution lægger op til at børnene skal lege selv, jo mere bør de voksne faktisk deltage for at sikre at alle kommer med. De voksnes deltagelse i ”sandkagebagning”, ”købmandsbutik”, ”Far-mor-og-børn lege” osv. er en vigtig hjælp til at inkludere de børn, som ellers ikke ville have succes med deltagelse. De voksnes introduktion af leg og legetemaer kan ofte vise sig i børnenes egen leg i flere dage eller uger efter. Den ro, struktur, overblik og indsigt en voksen kan tilføre en leg, er uvurderlig for de børn, der af forskellige grunde har svært ved at komme med i fællesskabet og kan gøre forskellen på, om de får lært det, der skal til eller ej.

De intelligente børn

Intellektuelt kloge, men socialt umodne børn, udgør en særlig udfordring. Nogle af disse børn kan have glæde af, at det at komme med i en leg, bliver taget op som et spørgsmål til fælles udforskning i den daglige samling. Det vil sige hvordan børnene hver for sig gør, når de gerne vil lege med nogen?”. Som hjælp til at gøre spørgsmålene til børnene mere konkrete, kan jeg anbefale, at man lader sig inspirere af enkelte af spørgsmålene fra boks 2A. Fx kan man spørge børnene, om de engang imellem står og kigger for at se, hvad legen går ud på, før de kommer med? Det er der helt sikkert. Der er sikkert også nogen, som ikke venter længe nok. Børn har gavn af, at høre det blive omtalt og værdsat af børn og voksne som en god taktik, lige at se sig for og stikke en finger i jorden. En enkel måde at styrke børnenes iagttagelses-evne i forhold til leg, er foreslået af min kollega Susanne Boëtius. Hun foreslår helt konkret forældre og pædagoger at tage barnet i hånden for sammen at stå og se på nogle børn, der leger for at finde ud af, hvad de leger. Den voksne skal spørge barnet, hvad mon de leger? og lytte til barnets bud. 

Det har specielt en god effekt, når det er barnet selv, eller andre børn, der si-ger noget frem for voksne. Det er vigtigt at huske, at børn som regel hører bedre efter, hvis de voksne kan afholde sig for at blive belærende, men i stedet forholder sig undersøgende til, hvad børnene siger. Måske kunne voksne endda lære noget om børn og adgangsstrategier af børnene selv, som de voksne ikke vidste i forvejen.

 

Litteratur:

Simon Baron-Cohen; The Essential Difference. Penguin Book London 2004.
Lars Dencik: Små børns familieliv – som det formes i den udenomsfamiliære børneomsorg.
Susan Hart: Hjerne, Samhørighed, Personlighed. Introduktion til neuroaffektiv udvikling.
Jens Hardy Sørensen: Affektregulering i udviklingspsykologi og psykoterapi.
Axel Honnet: Kamp om Anerkendelse, sociale konflikters moralske grammatik.
Liv Veddeler: Social Mestring i Børnegrupper.