Fuglefodring og fedtkugler

Om vinteren har fuglene brug for fedt for at kunne holde varmen. Når I fodrer med fedtholdigt foder, er I sikre på at tiltrække mange fugle til legepladsen. I hjælper både fuglene igennem vinteren og får samtidig glæde af at følge dem inde fra varmen.

På foderbrættet kan I fodre med solsikke og hamp frø, og også gerne lægge en klump margarine eller fedt. Læg mærke til at nogle af fuglene sidder på brættet og spiser mens andre blot snupper et frø og flyver væk i en fart. De hamstrer sikkert, og gemmer frøene i deres egne depoter.

I kan også hænge beholdere op med nødder og mejsekugler i træer og buske, eller lave jeres egne dekorative og for fuglene lækre fedtkogler.

Sådan laver I fedtkogler


Fedtkogler I skal bruge nogle kogler, gerne fra fyrretræer, men andre kan også bruges. Hvis der ligger sne, kan børnene sagtens lede under sneen ved foden af træerne. Koglerne skal ind i varmen en uges tid for at åbne sig, så fedtet kan sidde fast.

Smelt svinefedt eller palmin i en gryde og bland fuglefrø i. Bind et stykke snor i toppen på hver kogle, og dyp koglerne i blandingen. Det er lettest hvis det er udenfor og koldt, for så stivner fedtet hurtigt og koglen kan dyppes i flere omgange for at blive helt fyldt med fedt.

Hvis I gør det indenfor, eller det er varmt, kan i lade blandingen stivne lidt så den er hvid men ikke hård. Fedtet kan så proppes i koglens åbninger med en ske eller med fingrene.

Hæng koglerne ud og gentag opfyldningen når der er spist op, og husk, at når I starter med at fodre, er det vigtigt at fortsætte vinteren igennem!

Skrevet d. 1. december 2011 af Tina Nyrop-Larsen

« Tilbage til oversigten