Fritidshjemmene bevares men er faren ovre?
Regeringen valgte ikke at flytte fritidshjem og klubber ind under folkeskole- og ungdomsskoleloven, som der ellers var lagt op til før regeringsskiftet. Alligevel mente mange af vores medlemmer at der var behov for at slå et slag for fritidspædagogikken, da Frie Børnehaver afholdt Fritidshjemskonference i november.
I en tid, hvor man taler om at nedlægge fritidshjemmene af sparehensyn og overvejer muligheden for at oprette heldagsskoler, er det vigtigt at sætte fritidspædagogernes unikke kompetencer på dagsordenen. Frie Børnehaver inviterede derfor repræsentanter fra de københavnske fritidshjem til konference for at diskutere de mange udviklingsmuligheder, som børnene får på de danske fritidshjem. Forsker fra Danmarks Pædagogiske universitet Pernille Hvid holdt et oplæg, hvor hun blandt andet fremhævede fritidshjemmene unikke arbejde med demokratisk læring, udforskning af gruppedynamikker og aldersintegration. Hendes bidrag blev suppleret af engagerede og kritiske indspark fra fritidspædagoger og fritidshjemledere, som gav deres bud på fritidspædagogikken også i fremtiden. I 2012 forventer Frie Børnehaver at afholde endnu en konference med dette tema.