Nyt fra naturvejlederen
I sidste nyhedsbrev havde naturvejlederen Tina Nyrop-Larsen lavet ideer til aktiviteter med sne og frost, og det kom der jo ikke været noget af, så i denne måned handler det om fugle i stedet.
Selvom der er så meget forår i luften, at fuglene synger, hvis solen er blot en smule fremme, så tør naturvejlederen ikke skrive om forårsaktiviteter, for så kommer der helt sikkert frost og sne. I stedet kan I måske få glæde af Tinas svar på et af de mange naturspørgsmål, hun bliver stillet, denne gang noget om udstoppede fugle og levende kyllinger.
Kære Tina
Vi skal lave et fugleforløb, hvor vi skal kigge på fugle og vi skal også udruge kyllinger i børnehaven. Jeg har derfor ledt på nettet efter et sted, hvor vi kan købe nogle udstoppede fugle som dem der lever omkring vores udflytter børnehave – krager, skader solsorte og lignende. Men jeg kan ikke finde noget. Ved du hvor man kan købe udstoppede fugle?
Hilsen Pernille
Kære Pernille
Det lyder spændende med et fugleforløb! Og en rigtig god ide at få fat i nogle udstoppede fugle som børnene kan komme tæt på. Dem kan de tegne, og I kan tale om forskellen på næb, fødder og farver. Hvorfor er fx solsortens næb tyndt og spidst, og kragens tykt og kraftigt? De er perfekt tilpasset efter hvad de spiser! Solsorten der elegant trækker regnorme op af jorden, og kragen der kan knuse nødder. Det er smart!
Det er zoologiske konservatorer der udstopper fugle, og de sælges enten af dem selv, eller via firmaer der forhandler med biologi og natur/teknik materialer. Vi har en samhandelsaftale med Studium.dk og Linaa.dk, så prøv at kontakte dem og hør om de kan skaffe de fuglearter du nævner.En billigere måde at købe udstoppede dyr på, er hos antikvitetshandlere der af og til har nogle i deres samlinger til fornuftige priser. Jeg har selv købt til gode priser hos http://www.tingogsager.net.
Mange kommuner har også en Pædagogisk Center / fællesamling, hvor der er mange materialer til udlån til brug i forløb – det kan både være udstoppede dyr og rugemaskiner.
Rugemaskine kan I også låne af mig efter aftale, lige som jeg kan levere æg til den. Det er jo nødvendigt, at æg til udrugning kommer fra et hønsehold med hane, hvis rugningen skal give resultater. Det er et rigtigt godt projekt at ruge kyllinger ud i institutionen, og mange institutioner har haft en en kæmpe oplevelse - for både børn, personale og forældre!
Hvis I mangler flere ideer til jeres fugleforløb ligger der på vores hjemmeside et forløb om forår, fugle og fuglesang. Det kan du finde her http://www.frie.dk/forarfugleogfuglesan
Rigtig god fornøjelse med fuglene!
Tina