Før I går på barsel
Hvis du skal være mor eller far, har du ret til at gå på barsel. Som mor har du ret til 4 ugers graviditetsorlov før din terminsdato, og som far har du ret til at holde 2 ugers fædreorlov efter fødslen.
Når du er gravid, skal du, senest 3 måneder før du skal føde, oplyse din arbejdsgiver om din terminsdato. Derudover skal du senest 3 måneder før terminsdatoen også oplyse din arbejdsgiver om, hvorvidt du planlægger at afholde din graviditetsorlov.
Hvis du skal være far, skal du senest 4 uger før terminsdatoen oplyse din arbejdsgiver om, du ønsker at holde fædreorlov. Du skal i samme omgang oplyse din arbejdsgiver om, hvornår din fædreorlov skal afholdes. Typisk placeres de 14 dages fædreorlov i forlængelse af fødslen.
Efter fødslen
Efter fødslen har du som mor ret til at holde 14 ugers barselsorlov.
Efterfølgende har både mor og far ret til af afholde i alt 32 ugers forældreorlov. Denne orlov kan I frit fordele mellem jer, så det passer til jeres behov og ønsker.
Både mor og far skal huske at varsle afholdelsen af orloven korrekt til deres arbejdsgiver. Hvis du er mor og ønsker at afholde barselsorlov og forældreorlov, skal du give din arbejdsgiver besked senest 8 uger efter fødslen. Du skal desuden meddele, hvor mange uger du planlægger at afholde og hvornår.
Hvis du er far og ønsker at afholde forældreorlov, skal du også give din arbejdsgiver besked senest 8 uger efter fødslen. Du skal også meddele, hvor mange uger du planlægger at afholde og hvornår.
I har dog mulighed for at forlænge jeres forældreorlov i op til 14 uger, så I har 46 ugers forældreorlov i alt. Det kan du læse meget mere om under afsnittet ”Barselsorlov”.
Rettigheder som gravid eller barslende
Er du gravid, eller er du på barsel, er du særligt beskyttet mod opsigelse. Det betyder for dig, at din arbejdsgiver ikke må opsige din stilling grundet din graviditet eller barsel.
Som far er du også beskyttet mod opsigelse i den periode, du holder orlov fra dit arbejde.
Skulle du blive syg under din graviditet, må din arbejdsgiver heller ikke opsige dig på grund af den graviditetsbetingede sygdom.
Tilbage på arbejdsmarkedet efter endt barsel
Når du vender tilbage til dit arbejde efter endt barsel, har du ret til at blive beskæftiget med samme arbejde eller arbejde på samme niveau.
Når du er kommet tilbage, har du mulighed for at anmode din arbejdsgiver om at få ændret dine arbejdsvilkår. Det kan være, at du ønsker færre timer eller ændrede arbejdstider. Ønsker du dette, skal du henvende dig skriftligt til din arbejdsgiver, som skal behandle din anmodning. Din arbejdsgiver har dog ikke pligt til at opfylde dine ønsker.
Som forælder har du som led i din barselsplanlægning også også mulighed for at vende tilbage på arbejdet på nedsat tid. På den måde kan du planlægge en gradvis tilbagevenden til arbejdet. Dette skal aftales med din arbejdsgiver, og du har mulighed for at få barselsdagpenge for de timer, du holder orlov.
Ligesom du er beskyttet mod opsigelse under graviditet og barsel, er du også beskyttet mod opsigelse i en periode, når du begynder at arbejde igen. Bliver du opsagt skal din arbejdsgiver bevise, at opsigelsen ikke skyldes din graviditet eller barsel.