-
Er du i arbejde, optjener du feriepenge fra din arbejdsgiver. Dem optjener du løbende ud fra ferielovens bestemmelser. Det betyder, at du som lønmodtager enten får løn under din ferie eller indbetalt feriegodtgørelse til FerieKonto, som du kan hæve under din ferie.
Hvis du får indbetalt feriegodtgørelse til FerieKonto og skal have dine feriepenge udbetalt i forbindelse med en ferie, skal du ansøge om det ved at logge på Borger.dk. Her taster du det antal feriedage, du ønsker at holde, og datoen for feriens begyndelse.
Hvis dit ønske om ferie bliver godkendt, vil dine feriepenge blive overført til din NemKonto. -
Når du er ledig og modtager dagpenge, har du mulighed for at søge om feriedagpenge. Det er en særlig form for dagpenge, som du kan få udbetalt af din a-kasse på visse betingelser, når du ønsker at holde ferie.
Feriedagpenge er, modsat feriepenge, ikke dine ”egne penge”. Derfor gælder der også nogle andre regler for feriedagpenge.
Du kan kun få feriedagpenge udbetalt, hvis du holder ferie og derudover opfylder betingelserne for udbetaling. Det betyder, at hvis du har ferie i overskud, har du ikke mulighed for at få den overført eller udbetalt.
Skal du holde ferie, skal du altid huske at melde det til dit jobcenter senest 14 dage før din feries begyndelse. Ellers kan du få karantæne fra a-kassen, hvis du udebliver eller melder afbud til samtaler med din a-kasse eller jobcenter.
Ønsker du i den sammenhæng at få feriedagpenge, skal du ansøge om det hos a-kassen via Log ind og Medlemsportal.
Du kan først få feriedagpenge, når den del af ferien, du har optjent feriegodtgørelse til, er holdt.
Forskellen på feriepenge og feriedagpenge
Om du skal have feriepenge eller feriedagpenge i forbindelse med din ferie afhænger af, om ydelsen er optjent i et ansættelsesforhold eller af arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge eller lignende. I et ansættelsesforhold optjener du ret til ferie efter ferieloven. Er du derimod ledig, optjener du retten til at få feriedagpenge fra din a-kasse.