-
Bliver du syg, mens du modtager dagpenge fra din a-kasse eller arbejdsmarkedsydelse, skal du på din første sygedag gå ind på 'Min side' på Jobnet.dk for at sygemelde dig.
Det er meget vigtigt, at du gør det, for når din sygemelding er blevet registreret, vil du automatisk blive afmeldt som jobsøgende på Jobnet.dk. Det betyder, at du, så længe du er syg, ikke har pligt til at sende ansøgninger, ligesom du ikke skal deltage i de møder, a-kassen og jobcenteret indkalder dig til i din sygdomsperiode.
I de første 14 dage af din sygdomsperiode, vil du modtage dagpenge fra din a-kasse som normalt. Strækker din sygdomsperiode sig så ud over de 14 dage, vil du i stedet få udbetalt sygedagpenge fra din bopælskommune.
Bliver du syg samme dag, som du skulle have været til møde med A-kassen Frie, skal du give os besked pr. e-mail eller telefonisk hurtigst muligt. Bliver du syg, samme dag, du skulle have været til møde med dit jobcenter, skal du kontakte dem og melde afbud.
-
De første 14 dage af dit sygdomsforløb vil du modtage dagpenge fra din a-kasse som normalt. Hvis din sygdomsperiode strækker sig ud over de 14 dage, vil du gå over til at modtage sygedagpenge, som bliver udbetalt af din bopælskommune.
Sygedagpenge bliver altså ikke udbetalt af din a-kasse. Det er i stedet en midlertidig ydelse, der bliver administreret af din bopælskommune.
For at du kan modtage sygedagpenge, skal du have været medlem af a-kassen, være ansat ved den samme arbejdsgiver i mindst 26 uger og have arbejdet mindste 240 timer. Du er ligeledes berettiget til at modtage sygedagpenge, hvis du ellers har ret til at modtage dagpenge i tilfælde af, at du ikke var blevet syg, har afsluttet en uddannelse af mindst 18 måneders varighed, eller hvis du er elev i en lønnet praktik.
Når du modtager sygedagpenge fra kommunen, får du det samme beløb udbetalt, som du ellers ville have modtage i dagpenge.
Du vil ikke få udbetalt sygedagpenge på helligdage, og de første seks uger af dit sygdomsforløb bruger af din dagpengeret.
Sygedagpenge kan blive udbetalt i op til 22 uger i en periode på 9 måneder. Dagpengeloven indeholder dog muligheder for at kunne forlænge perioden, hvis du eksempelvis skal revalideres, hvis du skal i arbejdsprøvning eller virksomhedspraktik, eller hvis din kommune har rest sag om førtidspension.
Skulle din kommune stoppe med at udbetale dine sygedagpenge, hjælper Frie dig med at vurdere, om kommunens afgørelse er korrekt.
Vurderer Frie, at afgørelsen ikke er korrekt, vil vi i samarbejde med dig anke sagen, så du kan få ret til at få udbetalt sygedagpenge igen.
-
Under længere sygdomsperioder har du mulighed for at modtage sygedagpenge fra din bopælskommune. Har du modtaget sygedagpenge i mere end 8 uger, har kommunen herefter pligt til at vurdere din sygdomssituation.
Fortsætter du med at være sygemeldt herefter, har din kommunen ret til at vurdere din situation igen hver 8. uge i din sygdomsperiode.
Kommunen skal vurdere din situation med henblik på at bestemme, om du eksempelvis har behov for behandling, revalidering, genoptræning eller andre former for bistand, der kan hjælpe dig ud af din sygdomsperiode. Disse vurderinger sker i et samarbejde mellem dig, læger, hospitals- og revalideringsinstitutioner, virksomheder, din fagforening samt dig jobcenter.
-
Er du på supplerende dagpenge, og bliver du syg, er det ikke er nok, at du melder dig syg på din arbejdsplads. Du skal ligeledes altid huske at melde dig syg på Jobnet.dk, således at a-kassen og dit jobcenter er bevidste om din sygemelding.
Det kan ske, at din arbejdsgiver skal udbetale sygedagpenge for de timer, hvor du under normale omstændigheder skulle have været på arbejde.
Bliver du syg, vil A-kassen Frie meddele din bopælskommune herom, hvorefter du modtager et brev fra kommunen, som du skal udfylde og sende tilbage til kommunen.
-
Når du er blevet rask og føler dig klar til at komme tilbage til dit arbejde, skal du straks melde dig rask. Det gør du via Jobnet.dk, hvor du ligeledes skulle melde dig syg.
Når du har raskmeldt dig, vil du automatisk blive tilmeldt dit jobcenter igen, og du skal igen være aktivt jobsøgende og komme til de møder, du bliver indkaldt til.
Både A-kassen Frie og kommunen vil automatisk få besked om, at du er raskmeldt, så snart du har meldt dig rask på Jobnet.dk.
-
Bedømmer din læge, at du er klar til at blive delvist raskmeldt, er det vigtigt, at du kontakter A-kassen Frie, inden du melder dig rask på Jobnet.dk. A-kassen Frie skal nemlig vurdere din rådighed. Det skal vi, fordi du kun kan få udbetalt dagpenge, hvis du står til fuld rådighed for arbejdsmarkedet.
Som fuldtidsforsikret skal du stå til rådighed 37 timer om ugen, og som deltidsforsikret skal du stå til rådighed 30 timer om ugen.
-
Når du bliver raskmeldt efter en længere periode, hvor du har været sygemeldt, er vi forpligtet til at tage stilling til, om vi skal foretage en rådighedsvurdering. Vi skal her vurdere, om du kan stå til fuld rådighed for arbejdsmarkedet.
Vi beslutter som regel efter sygdom af mere end 22 ugers varighed, om vi skal lave en rådighedsvurdering.
Hvis du bliver kaldt til rådighedsvurdering hos A-kassen Frie, er du forpligtet til at oplyse os om din sygdom. En rådighedsvurdering er nemlig afhængig af, at vi kender til din sygdoms varighed og art, så derfor skal du give os oplysningerne omkring din sygdom.
Vi hos A-kassen Frie har selvfølgelig tavshedspligt, så du kan være sikker på, at samtalen forbliver fortrolig.
-
Sygemeldte, der har en alvorlig sygdom, som gør, at det ikke er hensigtsmæssigt eller muligt at være i kontakt med kommunen, behøver hverken at have samtaler eller deltage i tilbud.
Det gælder fx ved diagnoser som kræft eller svært hjertesvigt. Fritagelsen kaldes standby-ordningen.
Hvis du mener, at du bør fritages, skal du angive det i oplysningsskemaet eller kontakte kommunen.
Sygdom som dagpengemodtager
Bliver du som dagpengemodtager syg under en ledighedsperiode, skal du ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det betyder, at du ikke har pligt til at søge job eller deltage i møder med a-kassen eller dit jobcenter, så længe du er sygemeldt.