Arbejde i udlandet
Bor du i ét EØS-land, og arbejder du i et andet EØS-land, er du grænsearbejder. Er det tilfældet for dig, skal du altid være arbejdsløshedsforsikret i det land, du arbejder.
Skulle du blive ledig, er der forskel på, hvor dine dagpenge skal blive udbetalt fra alt efter din situation.
Bliver du delvist eller periodisk ledig, skal du modtage dagpenge fra det land, du arbejder i. Bliver du derimod helt ledig, skal du modtage dagpenge fra det land, du er bosat i.
Bliver du udstationeret af din danske arbejdsgiver til et andet EØS-land, kan du fortsat være medlem af din danske a-kasse. Det kræver blot, at du opfylder visse betingelser angående længden af din udstationeringsperiode samt din lønudbetaling.
Opholdskravet
Et spinkelt flertal har den 20. december 2018 vedtaget den nye lov om opholdskravet, og det kommer det til at få store konsekvenser for alle a-kassemedlemmer, der ikke har boet i Danmark i 7 år ud af de sidste 8 år.
Opholdskravet kommer til at betyde, at hvis du ikke har været bosat i Danmark i 7 år ud af 8 år, har du ikke mulighed for at modtage dagpenge.
Opholdskravet gælder dog ikke, hvis dit udlandsophold over 1 år skyldes uddannelse eller udsendelse.