Med fleksible arbejdstider må man gerne spille golf om eftermiddagen og i stedet arbejde om aftenen. Det har retten i Sønderborg slået fast i en sag om uberettiget bortvisning.
Som salgschef stod han til rådighed om aftenen, i sine ferier og endda, da han var på barsel. Men et par ture på golfbanen blev for meget for 40-årige Ulrich Buschs arbejdsgiver, der smed en bortvisning på bordet.
- Jeg blev simpelthen så rystet over at blive smidt ud på den måde og uden løn. Jeg har arbejdet det, jeg skulle og mere til, og derfor tænkte jeg også med det samme, at det ville jeg ikke acceptere.
Sagen startede i august sidste år, da chefen ulovligt havde overvåget Ulrich Buschs GPS og via den set, at han flere gange var på golfbanen i dagtimerne. Derfor mente ETU Forsikring ikke, at han havde passet sit arbejde ordentligt.
- Jeg var ansat uden faste mødetider, men med fuld fleksibilitet, og reelt har jeg i praksis stået til rådighed nærmest døgnet rundt. Derfor var det dybt frustrerende at blive beskyldt for det modsatte, fortæller Ulrich Busch.
Ulovlig bortvisning
Argumentet fra arbejdsgiveren var også under al kritik, mente Frie. I retten lagde den juridiske chef derfor netop vægt på, at flekstid giver ret til at tilrettelægge arbejdsdagen mere frit.
- Når kontrakten er uden faste mødetider, kan man ikke bortvise folk for at arbejde på atypiske tidspunkter, siger advokat Claus Carstensen og fortsætter:
- Vores medlem passede sit job og løste opgaverne tilfredsstillende og til tiden. Så er det egentlig lige meget, om det blev gjort formiddag, eftermiddag eller aften.
Den konklusion var byretten i Sønderborg også enig i, og dommen lød, at bortvisningen var ubegrundet og dermed ulovlig.
- Det er en vigtig afgørelse, fordi det er med til at markere grænserne for, hvad man må og ikke må, når man er ansat med fuld flekstid, forklarer Claus Carstensen.
Sagen er også et eksempel på en tendens, der er blevet tydeligere de senere år, hvor arbejdsgiverne hurtigere end før smider en bortvisning på bordet.
- Når vi nu har en dom, der siger, at man ikke kan fyre nogen på det her grundlag, så var det jo på en klar overreaktion fra ledelsen – og de sager ser vi flere og flere af, siger Claus Carstensen.
Derfor er det vigtige sager at føre, fordi det tydeliggør over for ansatte og arbejdsgivere, hvor grænserne går.
Erstatning på 385.000 kr.
ETU Forsikring skal betale Ulrich Busch godt 385.000 kr. for manglende løn, pension og feriegodtgørelse samt erstatning. Men for ham har det aldrig handlet om pengene alene.
- Det blev en principsag for mig. Jeg synes simpelthen ikke, man skal kunne slippe af sted med at behandle ansatte sådan, fortæller han og uddyber.
- En bortvisning ser jo skidt ud på CV’et, og det har faktisk kostet mig to jobs efterfølgende. Derfor har det været vigtigt for mig at forfølge den her sag.
ETU Forsikring har anket afgørelsen til landsretten, og derfor må Ulrich Busch vente til 2018 med at sætte det sidste punktum. Alligevel er han glad for, at han tog kampen op.
- Det har givet mig oprejsning og rettens ord for, at det, de beskyldte mig for, ikke passede. Derfor har det været det hele værd, siger Ulrich Busch.
Kontakt os
Hvis du bliver opsagt eller bortvist, så kontakt os straks på telefon 63 13 85 50.
Læs mere om reglerne for bortvisning