Innovation er sjældent noget, der sker af sig selv, men noget, man kan øve sig i og forbedre med en række metoder. Det fortæller Natasha Saxberg, der bl.a. har udgivet bøger om innovation og stået bag flere startups. Innovation bliver en eftertragtet kompetence.
Når man hører om innovation eller nye geniale løsninger på et problem, virker det måske som om, at nogen er blevet ramt af guddommelig inspiration og bum, så fik de en god ide. Men faktisk er innovation oftest resultatet af en målrettet indsats, hvor man dyrker det frem baseret på et konkret problem.
– En af de situationer, hvor jeg oplever den største innovation, er under hackathons – workshops på en eller flere dage, hvor man arbejder intensivt med løsninger på et bestemt problem, siger Natasha Saxberg.
– Jeg stod fx bag et hackathon for bl.a. NGO’er, designere og it-udviklere, hvor ti hold skulle udvikle løsninger til, hvordan man kunne forbedre forholdene for unge kvinder i Afrika. Der var en stor diversitet blandt medlemmerne i grupperne, og de havde forskellige evner og tilgange til problemløsning. Det skabte unikke bud på løsninger. Samtidig betød den korte deadline, at de tvang løsninger frem. Der sker noget med ens evne til at tænke, når der er et tidspres. Det tvinger os alle til at eksekvere, siger Natasha Saxberg.
Ud af ekkokammeret
Evnen til at være innovativ er nu ikke forbeholdt de få klogeste hoveder, der opfinder en ny løsning på et problem. Det kan lige så godt være en forbedret måde at gøre tingene på, som kommer fra en medarbejder, der har arbejdet med det samme i ti år.
– Jeg synes, at det at være innovativ faktisk er en meget struktureret proces, som kræver disciplin og metode. Og jeg mener også, at det er noget, som alle kan lære. Det er en kompetence som meget andet, siger Natasha Saxberg. Først og fremmest skal man være nysgerrig. Og man skal være ydmyg om sin egen viden, så man er indstillet på at lære nyt og opsøge ny viden.
– Man skal også have interesse i sin omverden. Jeg holder fx adskillige nyhedsbreve om brancher og emner, der ligger op ad min egen. Det er nødvendigt at komme ud ad ekkokammeret, hvis man vil være innovativ. Hvis man bare går op og ned ad folk, som har det samme verdensbillede som en selv, det samme syn på, hvad problemerne er, og hvordan de skal håndteres, er det svært at få nye perspektiver og ideer, siger Natasha Saxberg.
Hun kommer med gode eksempler fra nogle af de mest innovative forretninger i nyere tid. Airbnb blev ikke skabt af folk fra hotelbranchen, men af to unge designere og en programmør. Amazons skaber, Jeff Bezos, var investeringsmanager, før han skabte Amazon, der startede som en onlineboghandel i 1994.
Virksomheder bør belønne innovative ideer
Det er også op til virksomhederne at skabe rammerne for innovation – for deres egen skyld.
– De fleste virksomheder er stabile og generer et afkast i form af løn og overskud. Ofte prioriterer virksomheder det fremfor udvikling og nysgerrighed. Så bliver det ikke de virksomheder, der løser et problem på en innovativ måde. Det var ikke dem, der solgte isblokke, der opfandt køleskabet, og det var ikke hotellerne, der opfandt Airbnb, siger Natasha Saxberg.
Og i den guldalder for startups, som vi befinder os i nu med den hastige teknologiske udvikling, er mange virksomheder i risiko for at blive overhalet af nye spillere, der kan løse opgaverne på en bedre måde. Som er bedre til at være innovative.
– Derfor er det vigtigt, at man som virksomhed skaber et miljø, der belønner innovation, og hvor det er nemt for en medarbejder at løse et problem. Det kræver mod hos den enkelte at sige, at måden, man løser en opgave på, er dum, og at man burde prøve noget andet. Det bør virksomheden anerkende, siger Natasha Saxberg og fortsætter:
– For det man belønner, er det man får. Vil du have mere innovative medarbejdere og dermed skabe bedre kundeoplevelse, er du nødt til at måle på det. Har du ikke en organisation og en ledelse, der understøtter innovation, kommer det ikke til at ske.
Natasha Friis Saxberg …
… er tidligere Head of Venture Development hos Maersk Growth, hvor hun har været med til at udvikle den portefølje af startups, som Growth har investeret i. Tidligere har hun bl.a. stået bag flere startups på det digitale område, udgivet bøger om digitalisering og sociale medier, været IT driftschef i DSB S-tog, og ansvarlig for web 2.0 og innovation, selvstændig digital konsulent, ligesom hun har været associeret partner for Instituttet for Fremtidsforskning og boet i New York i to år, hvor hun har hjulpet startups ind på det amerikanske marked. Natasha har arbejdet med corporate venture siden 2015. Hun er 43 år, bor i København og har to børn.