Man må gerne tvivle på sig selv i ny og næ. Men tager det overhånd, kan man komme til at føle sig som en bedrager. Det kaldes for impostor-syndromet, og det hæmmer ens potentiale og velvære. Genvind kontrollen med dine tanker, lyder psykologens råd.
“Jeg aner ikke, hvad jeg laver. Det er rent held, når jeg lykkes med opgaver. Gad vide, om jeg snart mister mit job?”.
Hvis du i løbet af dit liv har haft tanker i den retning, er du ikke alene. Langt de fleste af os er nu og da i tvivl om vores evner, og det er der ikke nødvendigvis noget problematisk i. Men det kan der være, hvis de tanker fylder for meget – det kalder man impostor-syndromet.
– Det er en samling af træk, som de fleste kender, men som kan komme til at overskygge hverdagen, hvis de tager overhånd. I de tilfælde føler mange sig som bedragere, der med en facade snyder andre til at tro, at de har kompetencer og evner. Det er det, der giver navn til syndromet. Får man ros eller succes, ser man andre årsager end ens egne evner – fx. at man har arbejdet meget – og det kun er derfor, at man er lykkes, eller at andre er for venlige med deres ros. Man har en meget kritisk selvopfattelse, selvom man ude fra set er dygtig, siger Maria Rasmussen, der er psykolog og cand.psych. hos MIND CPH og Christianshavns Kognitive Psykologklinik, hvor hun bl.a. hjælper mennesker med impostor-syndromet.
Når tanker bliver til sandheder
Det varierer fra person til person, hvornår det går fra at være en tanke, man har nu og da, til at være et problem.
– Det er ikke definitivt, hvornår det fylder for meget. Når den negative tænkning om en selv fylder i hverdagen, og tankerne bliver svære at slippe og sluger ens velbefindende, eller man indretter sit liv efter dem, begynder det at være en udfordring, siger Maria Rasmussen.
Spænder ben for potentialet
Når tankerne fylder, er de ikke bare tanker, men sandheder for en selv. Det kan betyde, at man begynder at tvivle på sig selv, og det påvirker ens adfærd.
– Man føler sig underlegen i forhold til andre, og man tør måske ikke søge nyt job eller tage nye opgaver. I det daglige arbejde kan det være, man overforbereder sig – men man når aldrig et punkt, hvor man siger, ‘nu har jeg gjort det godt nok’. Derfor er svære og store opgaver ubehagelige, og man går udenom dem, siger Maria Rasmussen.
Det kan også lede til, at man er indelukket, fordi man er nervøs for, at andre opdager, at man ikke er dygtig eller ikke har noget at byde ind med. Med andre ord hæmmer impostor-syndromet ens potentiale.
Færre tanker, større velvære
Men hvad gør man ved det, hvis man føler sig som en bedrager og er bange for at blive opdaget?
– Overbekymringen om, hvornår man bliver opdaget, og vedvarende negative tanker om ens evner og en selv opretholder og fodrer ubehaget. Jo mere man tænker på det, jo mere fylder det, og desto mere sandt virker det, siger Maria Rasmussen.
Det er en ond cirkel, og den skal brydes. Men det er sværere end som så at undlade at tænke på en specifik ting.
– Det er ikke forbudt at tænke de tanker. Problemet er tiden, de kan komme til at tage. Reducerer man tidsforbruget med negative tanker, reducerer man også den negative selvopfattelse og får det bedre. Derfor skal man genvinde kontrollen med, hvilke tanker der fylder, siger Maria Rasmussen og forsætter:
– For nogle er impostor-syndromet blevet et karaktertræk. Det er bare sådan, de er – de går stille med dørene. Men det er ikke uforanderligt – har man det skidt i den position, kan det afhjælpes.
3 tips til at reducere negative tanker om dig selv
- Træd ud af de negative tanker. Vend tilbage til det, du var i gang med – madlavningen, gåturen eller tv-serien. Sker det på dit job, så vend tilbage til opgaven. Det kan være svært, hvis det er en stor opgave, men start med det første – eksempelvis at åbne et dokument.
- Indfør grubletid. Der er ingen tanker, som er forbudt. Afsæt derfor 10-15 minutter om dagen til at tænke de tanker, som du ellers undgår. Dukker de op på andre tidspunkter, så gem dem til grubletiden.
- Få hjælp. Nogle kan reducere tankerne på egen hånd, men det er ikke unormalt at have behov for hjælp – fx terapi – for at gøre det. Det afhænger af, hvor stærkt mønsteret er.
