Musikken giver Josephine glæde og en følelse af meningsfuldhed. Derfor går hun efter sin passion frem for jobsikkerhed og faste rammer. Hun læser musikvidenskab og gør snart forsøget som artist.
Der skal træffes store beslutninger, når man er ung. Valget af uddannelse er måske det største. Vælg noget fornuftigt, får man at vide af de ældre generationer. Noget, du kan falde tilbage på, og hvor du er sikker på et godt job.
Det har Josephine Møller Jørgensen ikke gjort. Hun er lige nu ved at skrive sin bacheloropgave på musikvidenskab på Aalborg Universitet.
– Der er to grene på musikvidenskab. En, hvor man går i retning af job som gymnasielærer eller underviser på højskole. Og D en, hvor der er mere fokus på at producere musik, siger Josephine Møller Jørgensen.
– Med den er mulighederne mere begrænsede i forhold til job, og man skal i højere grad skabe sin egen karriere bagefter som fx producer eller artist. Den har jeg valgt, siger hun.
Er på rette vej
Selvom udsigten til et normalt job med fast indtægt efter endt uddannelse er mere usikker for Josephine Møller Jørgensen end for fx en jurist eller en tandlæge, er hendes valg af uddannelse slet ikke uovervejet. Hun har bare valgt at følge sit talent for og kærlighed til musik. Hun har sunget hele sit liv, og på uddannelsen lærer hun bl.a. at producere og indspille musik. De evner skal bruges, når hun til sommer er færdig med sin bachelor og giver karrieren som musiker et forsøg. Hun har allerede udgivet sit første nummer under aliasset Jozie Mielle.
– Mit største håb er at kunne leve af min musik. Det er en stor del af min identitet, og når jeg laver musik, føler jeg, at jeg er på rette vej, og at der er overensstemmelse mellem det, jeg gør, og det jeg vil, siger Josephine Møller Jørgensen.
Mærk, hvad der giver glæde
Satset på en karriere som kunstner er både spændende og skræmmende. Mest det første.
– Jeg glæder mig til at prøve det af, og jeg har også en frygt for, at det slet ikke går. På den ene side ville det være rart at have udsigt til en tilværelse, der var mere sikker, men på den anden side er det også spændende, at jeg ikke ved, hvad der kommer til at ske, siger Josephine Møller Jørgensen.
– Jeg har altid vidst, at jeg ville være kunstner, og jeg har altid vidst, at selvom man har talent og arbejder for det, betyder det ikke, at man lykkes. Men jeg har også altid vidst, at jeg ville give det alt i mine unge år. Livet er kort, og jeg synes, man skal mærke efter, hvad der giver en glæde og en følelse af fuldendthed. Det giver musikken mig, siger hun.
Skylder sig selv at gøre forsøget
Med en bachelor i musikvidenskab har hun ikke et sikkert job at falde tilbage på, hvis drømmen om en musikkarriere brister. Går det ikke, giver bacheloren imidlertid mulighed for at læse en kandidat i medievidenskab, der giver adgang til en række mere traditionelle jobs. Dermed er risikoen ved at tage springet og teste musiktalentet på det jobmæssige plan ikke afgrundsdyb for Josephine Møller Jørgensen. Risikoen på det personlige plan er større.
– Jeg vil blive enormt ked af det, hvis det ikke lykkes, og jeg vil skulle redefinere min identitet og mit forhold til musikken. Men jeg er indstillet på, at det kan ske – det skal man være, hvis man har en drøm, der kræver hårdt arbejde, talent og held, siger Josephine Møller Jørgensen.
– Men hvis jeg ikke giver det mit bedste forsøg, vil jeg ikke kunne sove om natten. Jeg skylder mig selv at give det alt, hvad jeg har i de næste 2-3 år, siger hun.
Om Josephine Møller Jørgensen
- 24 år
- Bor i Aarhus
- Udgav nummeret ‘Do You Know’ i november under aliasset Jozie Mielle
- Har været på Band of Tomorrow’s playliste på Spotify med ‘Do You Know’
- Har sunget hele sit liv
- Læser musikvidenskab på Aalborg Universitet.