Kasper har oplevet at blive krænket af en chef på en tidligere arbejdsplads. Han sagde fra, da det skete, og det var i højere grad virksomhedens efterfølgende håndtering af sagen, som fik ham til at miste arbejdsglæden og søge nyt arbejde.
Det kræver under et minut af interviewet at høre, at Kasper kan svare for sig. Han taler hurtigt og med overbevisning i stemmen, og det er ikke svært at forestille sig, at den chef, som krænkede Kasper på en forretningsrejse, fik svar på tiltale.
– Jeg er vant til en fri og uhøjtidelig tone på kontoret. Jeg er fra Jylland og har fået sort humor og sarkasme ind med modermælken. Og når man er hurtig ved havelågen, skal man også selv kunne tåle noget, siger Kasper.
Derfor mødte han også den første kommentar på forretningsrejsen med et grin. Den faldt, da han og en kvindelig kollega stod i Priority Boarding ved gaten i lufthavnen.
“Hvad laver I her? I skal da først boarde sammen med resten af pøblen,” lød det fra manden, som var chef i en anden afdeling i virksomheden, og som Kasper af og til lavede sjov sammen med, når de mødte hinanden ved kaffemaskinen i virksomheden.
Ifølge Kasper var kommentaren inden for skiven af jargonen på arbejdspladsen. Det var den næste til gengæld ikke. Den kom, da Kasper var i gang med at lægge sin kuffert i en af de biler, som gruppen havde lejet i ankomstlufthavnen. “Hold kæft en stor kuffert du har med, Kasper. Er det, fordi du skal have plads til alle kjolerne?”.
– Jeg kunne mærke, at jeg blev irriteret. Men besluttede, at han ikke skulle få mit pis i kog og svarede noget med, at vi jo ikke alle kunne være lige så smukke som ham, fortæller Kasper.
Chefen fortsatte:
“Jeg gider ikke at køre med Kasper. Han kører som en kvinde.”
“Jeg gider heller ikke at køre med dig,” kom det prompte retur fra Kasper.
Klap i røven
Kasper er homoseksuel. Det er han på den ene side åben om, og på den anden side havde han ikke fortalt det på arbejdspladsen, fordi det ikke er relevant. Den dag i dag ved Kasper ikke, om chefen havde hørt et rygte, så de sexistiske kommentarer var et udtryk for homofobi. Uanset årsag var den efterfølgende handling fra chefen en åbenlys krænkelse.
– Det var blevet mørkt, da vi ankom til hotellet, hvor gruppen skulle overnatte. Jeg lænede mig ind i bagagerummet på bilen for at tage kufferterne ud – og så klappede han mig i røven. Jeg vendte mig om og sagde “dét dér gider jeg ikke!”. Han svarede, at jeg skulle slappe af, hvortil jeg svarede, at hvis han gjorde det igen, ville jeg klappe ham én. Og så gik jeg, fortæller Kasper. Den efterfølgende middag på hotellet var akavet, og næste dag havde Kasper det fysisk dårligt efter oplevelsen og meldte sig syg, selvom han skulle holde et oplæg. Han fortalte den kvindelige kollega, hvad der var sket, og hun var enig i, at hændelsen absolut ikke var o.k.
– Jeg var overrasket over mig selv – at jeg ikke kunne ryste oplevelsen af mig. Jeg tror ikke, at det var en seksuel tilnærmelse. Det var snarere dominans. Han gjorde det, fordi han følte sig i sin gode ret til det, siger Kasper.
Arbejdsglæden forsvandt
Krænkelsen blev siddende i Kasper, da han vendte tilbage til kontoret, og han ignorerede den pågældende chef, når de mødte hinanden på gangen. Den umiddelbare overraskelse blev til vrede, og efter et par uger gik Kasper til arbejdsmiljørepræsentanten, der tog hændelsen meget alvorligt. Der blev startet en sag, og både Kaspers egen chef og chefniveauet over blev orienteret.
– Jeg havde det ambivalent med det. Jeg følte, at der gik et maskineri i gang, hvor sagen kom ud af mine hænder, samtidig med at jeg faktisk var bange for at blive fyret. Det blev foreslået, at jeg skulle sætte mig ned og tale med chefen, som havde klappet mig bagi, men det havde jeg på ingen måde lyst til, siger Kasper og fortsætter:
– Månederne gik, uden at der tilsyneladende skete mere, men jeg turde ikke presse på. Langsomt forsvandt min arbejdsglæde. Jeg var glad for mine kolleger, men jeg var ikke glad for at komme på arbejde. Jeg havde mistet troen på organisationen.
En mandlig stemme i Me Too
Efter cirka otte måneder søgte Kasper væk og fik et andet job. – Det var en lettelse. Jeg kan godt tåle et klap i røven, men jeg kunne mærke, at det var mere end det. Jeg følte mig ramt på min retfærdighedssans. At en person med magt troede, at han kunne gøre, hvad han ville. Og at en organisation med fine politikker lovede at gøre noget ved det, men ikke gjorde det, siger Kasper og forklarer, hvorfor han fortæller sin historie nu, selvom krænkelsen skete år tilbage:
– Jeg synes, at der mangler mandlige stemmer i Me Too-debatten. Mænd bliver også krænket. Og så er det vigtigt at få understreget – uanset køn – at hvis du føler dig krænket, så er du krænket. Dengang tænkte jeg over, om det var mig, som var nærtagende. Det var den fysiske reaktion, som fjernede min tvivl. Hvis det føles forkert, så er det som regel forkert. Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne slå fast, at man har en kæmpe forpligtelse som leder. I dag har jeg selv ledelsesansvar, og det er mit ansvar, at medarbejderne har det godt og har de bedste forudsætninger for at udføre deres arbejde. En lederrolle omfatter mange ting – også at kunne håndtere og agere på hændelser, som er ubehagelige og følelsesladede.
(Kasper har i virkeligheden et andet navn. Han har valgt at være anonym, fordi han ikke kan gennemskue, om hans beretning kan få negativ effekt på hans arbejdsliv).
