Tilbage til magasin
15. mar 2021

Skyldes talent arv eller miljø?

Hvad er talent i bund og grund, og hvor kommer det fra? Her får du en forklaring af Ph.d. og lektor ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, Carsten Hvid Larsen, der har forsket i talent.

Hvad er talent i bund og grund, og hvor kommer det fra? Her får du en forklaring af Ph.d. og lektor ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, Carsten Hvid Larsen, der har forsket i talent.


Med udgangspunkt i idrættens verden har Carsten Hvid Larsen dykket ned i, hvad der skal til for at have talent for noget. Han har arbejdet med bl.a. fodboldspillere, håndboldspillere og svømmere ud fra tre perspektiver på talent-begrebet: Et biologisk, et psykologisk og et økologisk.

1. Biologi

Tilhængere af den biologiske tilgang mener, at talentet er medfødt, og et eksempel kunne være Mozarts musikalske evner fra han var helt lille, men helt så enkelt er det ikke nødvendigvis.

Det viser sig nemlig, at hans far var en dygtig underviser, og Mozart startede med at øve sig allerede, da han var tre år gammel. Derfor må man ifølge Carsten Hvid Larsen være åben over for andre faktorer, når man taler om et talent. Her kommer den psykologiske og økologiske tilgang ind i billedet.

2. Psykologi og økologi

- Den psykologiske tilgang handler om den rigtige dosering og tilrettelæggelse af træning, for at talentet bliver udviklet, mens den økologiske handler om kunsten at skabe gode udviklingsmiljøer, bl.a. gennem relationer både i og uden for sporten. Inden for sport tænker mange, at talent er medfødt. At det er noget, man enten har eller ikke har, og derfor forsøger man at udvælge talenterne tidligt. Men forskningen viser, at det i høj grad handler om andre ting. Det handler om mange års træning, udvikling og om miljøet, forklarer Carsten Hvid Larsen.

Carsten Hvid Larsen


Et godt talentmiljø kræver:

  • Støttende træningsgrupper
  • Nære rollemodeller
  • Åbenhed og vidensdeling
  • Mål støttes af det omgivende miljø
  • Udvikling af relevante, mentale færdigheder, fx selvstændighed, ansvarlighed, struktur
  • Langsigtet udvikling – dvs. ikke ensidigt fokus på hurtig succes
  • Stærk og sammenhængende organisationsstruktur – tydelig kultur, der understøtter læring, udvikling og sammenhæng mellem værdier og handling.

3. Både og ...

Forskningen viser altså, at hvis man kun har fokus på én af de tre tilgange, når man gerne vil udvikle talent, er det en forkert vej at gå.

– Hvis vi tænker, at talent udelukkende er noget, der er medfødt, så står vores talentudvikling svagt. Det samme gælder, hvis vi formoder, at det kun handler om antallet af træningstimer, eller hvis vi tror, at det kun handler om miljøet. Men hvis vi kombinerer de tre perspektiver, så står talentudviklingen stærkt. For talent handler både om miljø, kultur og personlig udvikling.

- Derfor kunne en definition på talent lyde sådan her: "Talent er kompetencer og færdigheder, der er udviklet på baggrund af medfødt potentiale og mange års interaktioner i et miljø med målrettet træning og konkurrence, slutter Carsten Hvid Larsen.

Magasinartikler

Flere magasinartikler