Tilbage til magasin
14. jun 2019

Romance med chefen kan koste dyrt

Heidie Pedersen gav efter for chefens tilnærmelser og blev forelsket. Det blev et psykisk helvede, der endte med en fyring. Sig fra og søg vejledning i virksomhedens politikker, lyder rådet fra Fries juridiske ekspert.

Heidie Pedersen gav efter for chefens tilnærmelser og blev forelsket. Det blev et psykisk helvede, der endte med en fyring. Sig fra og søg vejledning i virksomhedens politikker, lyder rådet fra Fries juridiske ekspert.

Hun vidste godt, det kunne ende galt at være i et forhold med sin chef, da han begyndte at sende søde sms’er og invitere hende på weekendophold. Derfor talte Heidie med chefen, der forsikrede hende om, at han sagtens kunne skelne arbejde og privatliv, og at det ikke ville give problemer.

- Jeg var endelig ved at komme på fode igen efter et langt sygdomsforløb, havde været i arbejdsprøvning i virksomheden og blev fastansat. Jeg var så glad for mit job og stolt over, at jeg endelig havde fået mit liv tilbage og følte, at jeg kunne bidrage, fortæller Heidie Pedersen.

Det går rigtig godt i nogle måneder, men så begynder jalousien og den psykiske terror.

- Han kunne gå fra sød og kærlig til aggressiv og manipulerende på et splitsekund. Nogle gange ignorerede han mig på arbejde. Ville ikke tale med mig og begyndte at lægge møder for afdelingen på tidspunkter, hvor jeg ikke var der, fordi jeg var blevet nødt til at genoptage min terapi på grund af det store psykiske pres. Når jeg forsøgte at sige fra og holde mig på afstand af ham, blev jeg sat til opgaver, som han vidste, at jeg ikke fysisk kunne klare med min ryg, og efter noget tid startede det hele forfra med søde ord og omsorg. Jeg var viklet så langt i hans spind, at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle få det til at stoppe.

Men efter 1½ år i virksomheden tager chefen sit ultimative våben i brug. Heidie bliver fyret – på papiret på grund af omstruktureringer. Hun kontakter Frie, der går ind i sagen, men da hun og chefen har været i et on/off forhold i mere end et år, er det er svært at bevise, at hun tydeligt nok fik sagt fra og dermed ikke selv var medvirkende til chikanen.

- Vi oplever alt for tit, at et krænket medlem må opgive at rejse krav om godtgørelse for sekschikane, fordi chikanen ikke kan bevises. At pålægge et i forvejen udsat offer for seksuel chikane en næsten umulig bevisbyrde er urimeligt. Det er, og skal være, arbejdsgiverens pligt at sørge for, at seksuel chikane ikke accepteres, og at der er den rigtige tone på arbejdspladsen, siger juridisk chef Ole Østergaard.

(Opdatering 16.11.2022: Der er nye regler på vej i 2023, som vil gøre det nemmere for den krænkede at bevise, at seksuel chikane har fundet sted. Husk, at du som medlem af Fries fagforening altid er velkommen til at kontakte juridiske afdeling på 63 13 85 50, hvis du føler dig krænket).

Sig det højt

Han anbefaler, at man så hurtigt som muligt inddrager en overordnet, uanset om man er forelsket eller oplever sexchikane.

- Jo længere du bevæger dig ned af fortielsens vej, jo mere kompliceret bliver det at få det sagt højt. En god arbejdsgiver bør have politikker på området, der gør det nemmere for medarbejderne at agere efter retningslinjerne. Har de ikke det, er det ledelsens ansvar at passe på de ansatte og have føling med, om det, der foregår ”på gulvet”, er indenfor eller over grænsen. Det var desværre langt fra tilfældet for Heidies arbejdsgiver.

Mærket for livet

I dag – snart et år efter fyringen – er Heidie stadig stærkt mærket af oplevelsen.

- Det er pinligt, og det gør stadig ondt hver dag, men jeg har også lært mig selv bedre at kende og fortæller min historie, fordi jeg ikke ønsker for nogen, at de skal ende i samme situation som jeg. Forhåbentlig kan den være inspiration til andre, så de får sagt fra i tide.

Magasinartikler

Flere magasinartikler