Tilbage til magasin
22. jun 2020

Det handler om at skabe ringe i vandet

Da Selina Juul oprettede en gruppe på Facebook i 2008, regnede hun ikke med, at det skulle lede til hverken taletid i internationale medier, præsentationer på konferencer verden over eller et arbejdsliv i sagens tjeneste. Hun ville bare yde et lille bidrag til, at verden blev et bedre sted.

Da Selina Juul oprettede en gruppe på Facebook i 2008, regnede hun ikke med, at det skulle lede til hverken taletid i internationale medier, præsentationer på konferencer verden over eller et arbejdsliv i sagens tjeneste. Hun ville bare yde et lille bidrag til, at verden blev et bedre sted.


Det var egentlig bare et ønske om, at danskerne fik mere respekt for deres mad, deres tid og deres ressourcer, der fik Selina Juul til at oprette Stop Spild Af Mad i sommeren 2008. Men meget hurtigt blev det meget større. Takket været organisationens arbejde er madspild i den grad kommet på dagsordenen - ikke mindst på grund af den sideløbende klimakamp og diskussion om vores forbrug af ressourcer. Og i dag står Selina Juul i spidsen for en organisation, der samarbejder med en lang række virksomheder, regeringer, EU, FN og Vatikanet, og som har fået taletid i de største internationale medier.

– Det blev taget rigtigt godt imod. Efter to måneder var vi i de landsdækkende medier, og kort tid efter droppede Rema 1000 deres mængderabatter af hensyn til madspild. Siden er det gået stærkt. Men jeg havde slet ingen idé om, hvad det ville lede til. Havde nogen sagt til mig, at lille Selina ville tale på TEDx Talks (Konferencer i hele verden med oplægsholdere, der har idéer, der er værd at sprede, red.), hos CNN og BBC eller udgive en kogebog med deltagelse af H.K.H. Prinsesse Marie, ville jeg have sagt, at de var vanvittige. Dengang ville jeg bare samle folk og lave en adfærdsændring. I dag er kampen mod madspild blevet en industri, og det har spredt sig med mange samarbejdspartnere og frivillige, siger Selina Juul.

Sovjetisk sparsommelighed og en bedre verden

Idéen til Stop Spild Af Mad kom til Selina Juul takket være hendes baggrund. Hun er opvokset i Moskva i 80’erne, hvor hun boede i en treværelseslejlighed med sine forældre og bedsteforældre, og i slutningen af sovjettiden var varemangel udbredt. Også på fødevareområdet. Derfor skulle alt bruges, for ingen vidste, om man kunne få noget i morgen. Da hendes mor fik job på DTU i 1993, var det derfor lidt af et chok for 13-årige Selina at se, hvordan danskerne ødslede med madvarerne og endda smed mad ud. Den irritation over, hvordan man spildte mad, forsvandt ikke med tiden. Samtidig havde hun et ønske om at gøre noget godt for verden.

– Som barn så jeg tv-billeder fra et olieudslip i Østrusland, som gjorde et stort indtryk på et lille barn. Og siden har jeg ville gøre verden til et bedre sted at være, siger Selina Juul.

De to ingredienser – ønsket om at bidrage til at gøre verden til et bedre sted og hendes modvilje mod sjusket omgang med fødevarer – ledte til Stop Spild Af Mad, der startede som en gruppe på Facebook.

En kendt sag uden penge

I de første otte år foregik arbejdet med at skabe opmærksomhed om emnet og få det på dagsordenen i fritiden. Eller rettere: Det var ganske ulønnet, selvom det tog de fleste dagtimer. Ved siden af arbejdede Selina Juul som selvstændig grafisk designer. Mest om natten.

– Arbejdet i Stop Spild Af Mad begyndte at tage mere tid, og jeg stoppede med at arbejde som grafisk designer. Jeg begyndte at holde foredrag, men i en periode tjente jeg kun cirka 5.600 kr. om måneden på dem. Heldigvis fik vi støtte af Tuborgfondet, og vi forsøger at gøre Stop Spild Af Mad til noget, vi kan leve af. Vi skal ikke være rige, men vi skal kunne betale huslejen, ellers hænger det ikke sammen, siger Selina Juul.

Med Stop Spild Af Mad er Selina Juul ikke kun blevet et kendt ansigt i de danske medier. Hun er også blevet brugt som kilde af CNN, BBC og New York Times, og hun har skrevet for det amerikanske medie Huffington Post i to år foruden stort set alle større danske dagblade. Hun har vundet priser som bl.a. Årets Dansker og Årets Europæer. Hun har deltaget i 300 konferencer over hele kloden og med hele verdens ledere – bl.a. i Vatikanet og i FN i New York.

– Det har været en fantastisk rejse. Men jeg gør det ikke for at blive berømt. Jeg er bare en introvert grafisk designer. Jeg er meget privat, og jeg vil kun tale i medierne om madspild. Det er mit område, siger hun.

Har forandret samfundet

På trods af den begrænsede økonomiske gevinst for sig selv er hun blevet ved.

– De fleste kan ikke arbejde i otte år uden løn. Jeg kunne, fordi jeg troede på projektet og på, at det ville gøre verden til et bedre sted. Jeg gør det, fordi jeg kan se ringe i vandet og forandringer i samfundet på grund af vores arbejde. Madspild er kommet på regeringernes dagsorden. Vi har forandret samfundet, siger Selina Juul og fortsætter:

– Der har været mange tidspunkter, hvor jeg var ved at kaste håndklædet i ringen – hvor jeg syntes, det var umenneskeligt, uretfærdigt og for svært at få til at hænge sammen. Jeg blev ved, fordi jeg kunne se, at vi gjorde en forskel. Enhver bevægelse bliver stoppet, hvis folkene bag stopper for tidligt. Jeg er en ildsjæl, jeg giver ikke op, og jeg stopper ikke.

Fortsætter så længe, der er behov

Resultaterne af den indstilling taler for sig selv. Stop Spild Af Mad var de første, der tog kampen mod madspild op, og den kamp har siden bl.a. medført, at de danske husholdninger har reduceret deres madspild med 14.000 tons mellem 2011 og 2017, og Salling Group – der omfatter Bilka, føtex, Netto og Salling – har reduceret deres madspild med 13.000 tons. På trods af det er der stadig lang vej endnu.

– Jeg tror, det er urealistisk, at vi får fjernet al madspild. Men mit mål er, at flere og flere bliver oplyst om det, og hvordan man undgår det. Og selvom jeg har arbejdet med det i en fjerdedel af mit liv, stopper jeg ikke foreløbigt. Jeg elsker mit arbejde, og vi fortsætter så længe, der er behov, siger Selina Juul.
Det behov ser kun ud til at stige i den kommende tid.

– Vi ser ind i en økonomisk krise på den anden side af Coronaepidemien. Der vil komme mere fokus på ‘need to have’ fremfor ‘nice to have’ og på at udnytte sine ressourcer. Der vil blive behov for det, vi kan – nemlig at oplyse folk om, hvordan de passer på deres mad og dermed også deres tid og penge, siger Selina Juul.

Selina Juul

Selina Juul er født i Moskva i 1980 og voksede op i Sovjetunionen i 80’erne, hvor hun oplevede mangel på varer. I 1993 kom hun til Danmark og blev siden uddannet som grafisk designer. I 2008 dannede hun bevægelsen Stop Spild Af Mad, der som navnet antyder kæmper for at begrænse madspild. Stop Spild Af Mad har igangsat og deltaget i mere end 200 projekter, kampagner og aktiviteter mod madspild, og Selina Juul har medvirket i utallige bøger og publikationer om madspild.

Magasinartikler

Flere magasinartikler