Tilbage til magasin
22. okt 2018

Det var ikke en fiasko

Et forkert studievalg endte med at hjælpe Andrea Støier med at træffe det rigtige valg året efter.

Et forkert studievalg endte med at hjælpe Andrea Støier med at træffe det rigtige valg året efter.

Det virkede som det helt rigtige studie, men på trods af gode karakterer og godt studiemiljø gik meningen tabt for Andrea Støier på 24 år, da hun læste basisuddannelsen på den internationale samfundsvidenskabelige bachelor på Roskilde Universitet.

– Jeg havde været til åbent hus, og jeg arbejder godt i grupper, hvilket man gør meget på Roskilde Universitet, så jeg tænkte, at det lige var mig, siger Andrea Støier.
Alligevel viste studiet sig ikke lige at være sagen.
– Fagene var meget overordnede med korte forløb, og det føltes for overfladisk for mig – det fangede ikke. Det blev ligegyldigt, og det virkede meningsløst. Det var ubehageligt ikke at være motiveret for at udføre det, man skal, og det var jeg trist over. Man skal være glad for det, man laver, så efter halvandet semester droppede jeg ud, siger hun.

Mere konkret undervisning, tak

Da tiden kom til at søge en ny uddannelse, havde hun sine erfaringer i baghovedet, da hun søgte ind på europæisk etnologi på Københavns Universitet.

– Det første år på etnologi er der fokus på den faglige ballast, og man får meget konkret undervisning, hvor man fordyber sig i specifikke områder. Det passer godt til mig, og det følte jeg ikke, at jeg fik tidligere, siger Andrea Støier.

Denne gang sad valget lige i skabet. En højere grad af faglig fordybelse og en praktik undervejs, der viste, hvordan studiet kunne være springbræt til arbejdsmarkedet, var nogle af de elementer, der betød, at Andrea Støier blev bachelor i etnologi i sommer.

– Jeg havde motivationen til at læse, jeg blev glad af at lære om faget, og det føltes meningsfuldt for mig. Det gav mig energi, selvom det var både hårdt og svært, siger Andrea Støier.

Tilladt at vælge forkert

Selvom hendes første valg af uddannelse ikke viste sig at være det rette, mener hun ikke, at tiden var spildt.

– Jeg lærte meget om mig selv, og om hvordan jeg lærer bedst, selvom det ikke var det rette for mig. Jeg lærte også studieteknik, som kom mig til gode, da jeg startede på etnologi. Så i dag ser jeg det ikke som en fiasko. Det er jo tilladt at vælge forkert, siger Andrea Støier.

Gode råd fra Torben Theilgaard, Studievalg.dk

  • Søg bredt og prioriteret.
  • Vær omhyggelig med at undersøge de uddannelser, du overvejer.
  • Gem ikke din fiasko af vejen, hvis du tidligere er droppet ud af en uddannelse, men brug den konstruktivt til et bedre studievalg og studieliv.
  • Hvis du ikke kommer ind på kvote to, skal du grundigt overveje andre uddannelser i stedet.
  • Husk, at en uddannelse ikke er lig med én slagen vej resten af livet. Hver uddannelse giver mange muligheder, og du kan sagtens ende med at arbejde med noget helt andet, end det, du forestillede dig til en start.
Magasinartikler

Flere magasinartikler