I en alder af 59 år og efter næsten 40 år på samme arbejdsplads blev Henrik Arnold Jung Christensen ‘prikket’. Men det stoppede ikke arbejdslivet for bankrådgiveren, der hurtigt fik job i Middelfart Sparekasse, der ser på kompetencer frem for alder.
Henrik Arnold Jung Christensen havde været tæt på 40 år i et stort pengeinstitut, da han fik samtalen.
– Det var alment kendt, at når man nærmede sig de 60 år, stod den på efterløn eller fratrædelsesaftale. Typisk startede det med en samtale, hvor man fik at vide, at man ikke præsterede tilstrækkeligt på nogle bestemte parametre – for mit vedkommende solgte jeg ikke nok forsikringer. Alt det andet, som stadig gik godt, var tilsyneladende ligegyldigt. Så jeg blev fritstillet som 59-årig – og hvad gør man så? spørger Henrik Arnold Jung Christensen.
Vær opsøgende
Han havde selv svaret: at være opsøgende. Middelfart Sparekasse er kendt for at være en god arbejdsplads, så Henrik Arnold Jung Christensen gik ganske enkelt op til skranken, bad om at tale med HR-chefen og spurgte: “Kan I bruge en som mig?” Det kunne Middelfart Sparekasse. Han var blevet fritstillet en fredag og startede i sparekassen om mandagen som privatkunderådgiver.
– Så en slem oplevelse endte med noget rigtig godt, siger Henrik Arnold Jung Christensen, der i dag er 64 år.
– Vi kunne aldrig finde på at sortere en kandidat fra pga. alder. Vi er en branche, som lever af viden, og den bliver kun styrket af den erfaring, der følger med alder, siger Helle Lund Gregersen, HR-chef i Middelfart Sparekasse. Hun har ikke noget tilovers for fordommen om, at ældre medarbejdere har mindre energi:
– Du kan lige så vel være kørt træt, når du er 40 år, som når du er 68 år!
På spørgsmålet om, hvad Henriks erfaring betyder for hans arbejde, svarer han:
– Jeg har en nærmest intuitiv forståelse af kundernes situation, fordi jeg har været igennem så mange cases. Det gør, at jeg har et godt overblik og hele tiden kan se frem.
Han understreger, at hele livet igennem har han efteruddannet sig og bevaret en positiv tilgang til forandring og udvikling. Fx er han "superbruger" af sparekassens nye it-system til kunderådgivning.
Vikarbureau, træning og kærligt skub
Henrik Arnold Jung Christensen betegner sig selv som mere heldig end de fleste, der bliver fyret i en høj alder.
– Hvis jeg ikke havde fået et job med det samme, var jeg helt klart startet i et vikarbureau, fordi det er en vej ind i virksomhederne, siger han og fortsætter:
– Det er også vigtigt, at man forsøger at holde sig i god fysisk form – for eksempel med løb – så man kan holde energiniveauet oppe. Men mest af alt er det vigtigt at have nogle, som tror på en og kan give en et kærligt skub, hvis man kommer i tvivl om, hvad man kan efter så mange år. Min hustru var min støtte, da jeg tog en dyb indånding og gik op til skranken her i Middelfart Sparekasse.