Anders Lund Madsen kaster sig gladeligt ud i nye ting, som han ikke ved noget om. Det giver ofte det bedste resultat.
– Jeg er glad for at sige ja til opgaver, som er langt væk fra, hvad jeg ved noget om, og hvor jeg lærer noget nyt. Det er som regel de opgaver, der er mest spændende, siger Anders Lund Madsen, der i 2020 er aktuel med sit onemanshow SLUT.
Anders Lund Madsen har været freelancer størstedelen af sit arbejdsliv, og det har ført ham vidt omkring med både journalistik og underholdning. For ham er arbejdslyst, når han arbejder uden at tælle timer.
– Da jeg var ung, arbejdede jeg på et lager hos Kommunernes Landsforening, hvor jeg fra 9 til 17 pakkede og sendte receptblokke til læger. Dér talte jeg timer, og jeg vidste, at uanset hvor mange receptblokke jeg pakkede, ville det aldrig få en ende, siger Anders Lund Madsen og tilføjer:
– Det er absurd vigtigt for mig, at mit arbejde ikke er monotont og kedeligt. Det stammer nok fra skolen, hvor jeg kedede mig og krydsede hvert minut af. Ét minut kunne føles som seks år.
Fra arbejdsangst til arbejdslyst
Som praktikant, og sidenhen fastansat, på Ekstra Bladet oplevede han at gå fra “arbejdsangst” til arbejdslyst.
– Der var en ret hård tone på Ekstra Bladet dengang, og som praktikant kunne man blive sat til at ringe op til pårørende til en, som lige var død, hvilket jeg selvfølgelig frygtede. Af samme årsag var det skrevet ind i overenskomsten, at man kunne sige nej til opgaver, og da det gik op for mig, var det en skelsættende oplevelse, fordi jeg fik indflydelse på mit arbejde. Siden da har jeg altid valgt arbejde, som jeg styrer mest muligt selv. Jeg har en veludviklet vilje mod at tage ordrer. Selvbestemmelse gør arbejdet sjovt og giver mig arbejdslyst, forklarer Anders Lund Madsen.
Det lyder paradoksalt, men Anders Lund Madsen oplever størst arbejdslyst, når det er ved at gå galt. Han bruger sit nye show SLUT, som starter 23. januar, som eksempel.
– Jeg har idéen, men endnu ikke indholdet, og jeg kommer givetvis meget tæt på premieren, før jeg har det. Men det er det, som gør det dejligt. Det er sjovest, når der er længst at falde, siger Anders Lund Madsen, der dog samtidig finder tryghed i, at det plejer at gå godt, og at han har evne til at kunne tale med alle og vende en dårlig stemning til en god stemning.
– Jeg tror, at jeg kunne blive en god bedemand. Det er et job, som jeg kan tænke mig. Og hvis jeg så samtidig kunne kombinere det med at lave tv eller radio, hvor afdødes liv blev fortalt ..., filosoferer han over konceptet.
Brug længere tid på arbejdet
Anders Lund Madsen føler sig velsignet over de mange forskellige muligheder, som han får eller selv skaber og prøver i sit arbejdsliv. Derfor er han også forsigtig med at give gode råd om, hvordan andre kan skabe arbejdslyst – og bevare den.
– Men jeg tror, at det er vigtigt at blive ved med at overraske sig selv. Jeg anerkender, at det kan være svært, hvis man står på et slagteri og pakker koteletter, men man kan prøve. Der findes jo også andre udskæringer, siger Anders Lund Madsen.
En anden pointe er at gøre ting sværere for sig selv, så arbejdet – for at blive i slagteri-terminologien – ikke går hen og bliver en pølsefabrik.
– Jeg kender det fra mig selv, da jeg skrev bagsiden på Ekstra Bladet i syv år. Det kunne blive en rutine, og hvis jeg ikke passede på, blev jeg doven, fordi jeg kunne lave den på fem-seks timer i stedet for på otte-ni timer. Man skal huske at give sig selv udfordringer, så det tager 8-9 timer, siger Anders Lund Madsen.
Om Anders Lund Madsen
- Anders Lund Madsen er født i 1963 og uddannet journalist, men er mest kendt for sin medvirken i Zirkus Nemo med Søren Østergaard, radioprogrammet De Sorte Spejdere med Anders Breinholt, som tv-vært på Det Nye Talkshow – med Anders Lund Madsen og senest som radiovært på Fedeabes Fyraften på Radio24syv. Desuden har han sammen med sin bror, læge og hjerneforsker Peter Lund Madsen, optrådt med flere shows, ligesom de to gange har vundet millionen i Hvem vil være millionær?
- Privat er han gift, bosiddende på Østerbro i København og har seks børn.