Tilbage til magasin
15. dec 2020

Jeg gør det, fordi det er godt for mig

Han var med til at bringe hiphoppen til Danmark, har været succesfuld musikproducer i årtier og har i en sen alder startet en solokarriere efter en depression. Chief 1 går gerne mod alle odds.

Han var med til at bringe hiphoppen til Danmark, har været succesfuld musikproducer i årtier og har i en sen alder startet en solokarriere efter en depression. Chief 1 går gerne mod alle odds.

Chief 1 kigger ud på murene og tagryggene fra et vindue i studiet i Vanløse. Det er en trist gråvejrsdag. Himlen tager over, hvor de hvidmalede og gråpudsede bygninger slutter.

– Det er en deprimerende udsigt, men det var endnu værre. Se det orange tegltag derovre, siger Chief 1 og peger på en bygning i nærheden:
– Det var også gråt. Alt var farveløst.

Han taler om den depression, som han gennemlevede for nogle år siden. En depression, der var et indvendigt opråb, fordi han i for mange år ikke havde lyttet til sig selv. Og en depression, der skubbede en solokarriere som sanger i gang i en alder af 47 år, selvom mange rystede på hovedet.

Rap på drengeværelset

Lad os starte med at spole tiden tilbage, som var den det et kassettebånd, en ung Lars Pedersen sad og lyttede til på sit drengeværelse i 1982. Det havde hans storebror Per sendt til ham fra New York, og musikken var stykket sammen af samplinger fra plader med funkmusik, og artisterne var ikke sangere, som sang – de var MC’s, som rappede.

– Det ramte mig virkelig. Musikken havde altid været i mit liv, for min far var trommeslager i The Clifters, men det her var så anderledes. Jeg skaffede to dårlige pladespillere og en mixer, og så handlede tilværelsen ellers om at gå i Accord (forretning med brugte plader, red.) med vennerne i nogle alt for store vinterjakker. Vi havde kun råd til én plade, men kom hjem med 30-40 – jeg har sagt undskyld til pladeforretningerne – og så sad vi hvide knægte og lyttede til den sorteste musik af syret jazz, funk og blues. Hver gang jeg fandt en lyd eller et par trommer, så skulle jeg scratche eller optage det på min firesporsbåndoptager for at lave det om til min egen musik. Jeg blev bedre og bedre, begyndte at lave mixtapes og fandt tre andre rappere udover min bror, og så dannede vi Danmarks første raporkester, Rockers By Choice, fortæller Chief 1.

De startede som et undergrundsband, der bl.a. spillede på Sorte Hest på Vesterbro og i Ungdomshuset på Jagtvej.

– Det var en smule ironisk, at vi spillede for besættere og punkere, som hadede alt ved USA. Men vi elskede jo heller ikke USA og Reagan. Vi elskede New York og Bronx, siger Chief 1.

Rygtet om de unge rappere fra Amager spredte sig, og med det kom tilbuddet om en pladekontrakt og en udgivelse på dansk, hvor ‘Opråb! Til Det Danske Folk’ med hittet ‘Engel’ blev gruppens gennembrud.

– Mod alle odds lykkedes det os at blive både teenageidoler og anmelderdarlings, hvilket vist ellers kun er overgået Gasolin, og hvilket jeg ikke har præsteret med nogen af de artister, jeg har arbejdet med siden, siger Chief 1.

Hjertemusik og huslejemusik

Livet foran et livepublikum udviklede sig til en karriere bag mixerpulten, hvor han siden slut 80erne har skrevet, produceret og remixet musik for blandt andre Danseorkestret, Liga, Outlandish, Nik & Jay, Sanne Salomonsen, Shu-bi-dua, Kim Larsen, Ace of Base og Ricky Martin.

– Vi er meget få fra hiphoppens start, der har holdt så længe og stadig lever af musik. For det første handler det om, at musik er mit DNA. Hvis du tog musikken ud af mig, ville der bare ligge en blævrende masse af amagerdreng over i et hjørne. For det andet har jeg forstået at kombinere ‘hjertemusik’ og ‘huslejemusik’. For eksempel lavede jeg for mange år siden en hel del melodigrandprix – også MGP for børn. Det har været skide sjovt og lærerigt, og jeg har altid stået 100 procent inde for de ting, jeg producerer, selvom de også har betalt mine regninger. For det tredje fandt jeg på et tidligt tidspunkt ud af, at jeg var nødt til at have mange hatte på: Jeg skulle være sangskriver, jeg skulle være producer, jeg skulle være talentspejder, og jeg har også haft et pladeselskab og er selv artist. Jeg vidste, at der kommer perioder, hvor den ene hat blæser af, og så skal jeg kunne tage en anden på, siger Chief og tilføjer:

- Og så har jeg en høj selvdisciplin og kan knokle som en sindssyg. Måske fordi jeg har en lille lavt-selvværds-djævel siddende på skulderen, hvor den hvisker, at det altid kan blive bedre. Når jeg festede igennem en lørdag aften, sad jeg søndag morgen og indspillede strygere, selvom de skar i ørerne, fordi jeg havde tømmermænd.

Kunsten i at være ligeglad

Når man knokler og brænder for noget, risikerer man også at brænde ud. Det skete for Chief 1. For knap fem år siden begyndte det farverige liv at falme, og platinpladerne mistede deres glans lige så hurtigt, som kurererne kom med dem.

– Der var ikke noget, som gjorde mig rigtigt glad. Livet var ikke dårligt, men det var heller ikke godt. Jeg havde brugt min energi på andre i stedet for at fylde min egen brønd. Depressionen var både en forbandelse og en velsignelse, for den tvang mig til at tænke over, hvad der gav mig glæde.

Én af de mange nætter, hvor han ikke kunne sove, satte han sig og skrev ‘Man Skal Dø Lidt (Før Man Finder Vej)’. Det var det første nummer nogensinde, som han skrev udelukkende til sig selv, og det blev starten på en solokarriere, der foreløbig har gjort nummeret ‘Alt er godt’ til “Årets Sommerhit 2019” i P4, har fået ham med i Toppen af Poppen, hvor han har fortolket kunstnere som Medina og Cæcilie Norby, og bragt ham på en landsdækkende turne med sit band.

– Jeg ved ikke, hvad det fører til. Jeg gør det, fordi det er godt for mig. Det handler om at lave det, du elsker, og at elske det, du laver, siger Chief 1 og fremhæver et andet aspekt af at være mere tro mod sig selv:

– Jeg er begyndt at sige nej til opgaver, hvis jeg kan mærke, at de ikke vil give mig energi – og nu går mig bedre end nogensinde. Det er næsten absurd, hvis det er så enkelt. Min seneste single hedder “Kunsten i at være ligeglad”, og jeg tror, at man skal være en lille smule ligeglad, hvis man skal lykkes mod alle odds.

Chief 1

... hedder Lars Pedersen og er 50 år. Kunstnernavnet Chief 1 stammer fra de unge breakdance-dage.

I 1984 dannede han Rockers By Choice sammen med blandt andre sin bror Per ‘Dee Pee’ og fik sit gennembrud med landeplagen ‘Engel’.

Siden slut-80’erne har Chief 1 været sangskriver og producer for utallige sangere og bands i ind- og udland, og senest har han startet en solokarriere med udgivelsen af albummet ‘Slip’.

Privat har han en søn, er fraskilt og er i et nyt forhold.

Magasinartikler

Flere magasinartikler