I 14 år knoklede Thomas Brogaard igennem i sin virksomhed og overhørte sin krops signaler. Til sidst ramte stressen så hårdt, at han endte med en psykiatrisk indlæggelse. Nu håber Thomas, at han kan hjælpe andre til at vågne op, før det er for sent.
Thomas Brogaards hoved var hele tiden fyldt med gode ideer til at udvikle sin bagerforretning. Der var fart på, og der skulle ikke være en finger at sætte på noget, som han lagde navn til. Det hårde slid havde allerede kostet ham et ægteskab, og da han i 2016 mødte Ingrid, havde han gjort det klart for hende, hvordan prioriteringen var – også da hun blev gravid. Hun passede det derhjemme, og så passede Thomas butikken.
- Vi boede ovenpå bageriet, og jeg sad aldrig stille. Der var hele tiden noget, der skulle gøres eller tjekkes op på. Allerede dengang havde jeg svært ved at sove, men jeg tænkte ikke over det, fortæller Thomas.
Men da Johan kom til verden, oplevede Thomas for første gang at være væk fra sin forretning. Planen om hjemmefødsel blev pludselig til akut kejsersnit. Det viste sig, at der var en blodprop i moderkagen, og Thomas og Ingrid blev bedt om at give deres lille søn et navn med det samme, inden han kørt fra Aabenraa med udrykning til Odense Universitetshospital, hvor de var indlagt i to uger.
- Da jeg efter en måned går i krig igen, tænker jeg, at jeg kan arbejde smerten væk. Vi har succes med at sælge brød ud af huset, og jeg beslutter mig også for at lave bagerudsalg i den lokale SuperBrugsen.
På vej ned…
Den beslutning viser sig at trække en række af nye problemer med sig. Ad to omgange med få måneders mellemrum bliver alt salg stoppet pga. rotter i det nye kloaksystem, der ikke er lavet korrekt. Ud over de store økonomiske konsekvenser på omsætningen, blev det mere og mere tydeligt, at Thomas mentalt var i knæ.
– Jeg var helt uden for pædagogisk rækkevidde. Jeg var virkelig en lortechef, og hvis Ingrid kritiserede mig derhjemme, blev jeg aggressiv – hun kunne bare pakke og skride.
Ud over de voldsomme humørsvingninger blev det også endnu sværere for Thomas at finde ro til at sove.
Braget
Thomas blev ved med at ignorere kroppens signaler, og det påvirkede også hans følelser.
- Jeg forholdt mig slet ikke til, hvordan jeg havde det, og det betød også, at jeg til sidst ingen følelser havde. I dag kan jeg jo mærke både glæde, savn og kærlighed, når jeg tænker på min familie. Det kunne jeg ikke dengang fortæller Thomas og tænker tilbage på den episode for halvandet år siden, der blev vendepunktet i hans liv.
Han følte sig lidt småsløj og havde undtagelsesvis taget sig en lur. Mens han sov, drømte han, at han så ned i sin egen grav og vågnede med et sæt! Tårerne strømmede ned ad kinderne. Han gik ud på badeværelset for at se sig selv i spejlet og brød fuldstændig sammen. Han satte sig hulkende i en stol i køkkenet – ude af stand til at stoppe gråden.
Ingrid fik ham modvilligt fragtet til lægen, der sendte ham direkte videre til sygehuset i Aabenraa. Hans temperatur var 39,7, og han fik at vide, at hvis han ikke ændrede sit liv med det samme, ville hans krop stå af. Diagnosen var ikke svær at stille. Thomas havde stress, og han blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Det eneste, han kunne, var bare at stirre ud i luften. Så det gjorde han – i flere uger. Han vidste, at han var nødt til at få bageriet solgt. Men det skulle vise sig at blive umuligt, og fire måneder senere stod han over for en konkurs, og tilværelsen skulle bygges op helt forfra.
Nu – 18 måneder efter – bor Thomas og Ingrid i et lejet hus, og til januar falder gældsernæringen endelig på plads. Ingrid bruger sin tid på at tage sig af Johan, som nu er tre. Han har stadig ikke har noget sprog, men på trods af sine særlige behov trives han med at have en hverdag både med mor og far derhjemme.
Et nyt kapitel
– Førhen tænkte jeg, at folk med stress bare skulle tage sig sammen. Men nu ved jeg, hvor langt ud man kan komme, siger Thomas, der via jobcenteret kom på et 6 ugers stresshåndteringskursus, men efterfølgende røg ned i et endnu større hul. Det samme skete, da han kom ud i et praktikforløb.
- Bedst som jeg troede, at jeg var kureret og fik følelsen af, at mit liv kørte igen, faldt jeg tilbage i det samme hul. Stressen sidder stadig i min krop, og jeg bliver nødt til at erkende, at jeg ikke kan det samme, som jeg kunne før.
Thomas har via sit medlemskab af DANA fået juridisk hjælp til at forsøge at få sin sygdom anerkendt som en arbejdsskade, men desværre er det stort set umuligt, da stress ikke er anerkendt som en erhvervssygdom.
Heldigvis fik Aabenraa Kommune, via lokalpsykiatrien, Thomas ud af jobcenteret og ind i et andet system, hvor han over en længere periode skal arbejde med at forstå, hvad der sker i en stresset krop og få de rigtige værktøjer til at håndtere det. Et forløb, han mener, langt flere af de 17.000 danskere, der hver dag sygemeldes pga. af stress, burde tilbydes.
- Hele mit liv var min virksomhed, og jeg var 100 % egoistisk. Jeg var ikke til at holde ud at være sammen med, og jeg er dybt taknemmelig over, at Ingrid blev hos mig. Nu er min krop blevet nulstillet, og det kan være ret skræmmende pludselig at kunne mærke sine følelser og sin krop igen. Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste med de udfordringer, der er for lang tid om at få den rigtige hjælp.
Spørger man Thomas og Ingrid, ser fremtiden lys ud, på trods af både sygdom og konkurs, og Thomas drømmer om med tiden at kunne bruge sin oplevelse til at holde foredrag og arbejde med andre i samme situation:
- Nu kan jeg tydeligt se på andre, når der er noget galt med deres indre kompas. Det vil jeg gerne arbejde med på sigt, siger Thomas, mens Ingrid med et grin tilføjer: Ja, nu vil han gerne redde alle, og vi skal også snakke om hans følelser – det har jeg slet ikke været vant til før.
