Tilbage til oversigt
26. feb 2019

Hvad betyder Brexit for dine dagpenge?

Storbritannien træder ud af EU den 29. marts 2019 til midnat. Resulterer forhandlingerne med EU i en ”No-deal Brexit”, kan det bl.a. få betydning for arbejdsløshedsforsikring og dagpenge.

Storbritannien træder ud af EU den 29. marts 2019 til midnat. Resulterer forhandlingerne med EU i en ”No-deal Brexit”, kan det bl.a. få betydning for arbejdsløshedsforsikring og dagpenge.

Hvis du tager arbejde i Storbritannien

Får du arbejde i et andet EØS-land, skal du normalt arbejdsløshedsforsikres der, og i de fleste lande er det obligatorisk. Men hvis du ønsker at bevare din ret til dagpenge mv., når du vender hjem igen, skal du fortsat være medlem af a-kassen i Danmark.

Dagpenge til arbejdssøgning i Storbritannien?

Når Storbritannien ikke længere er et EU-land, er der ikke længere nogen fri bevægelighed, og det vil bl.a. betyde, at man ikke længere, som i dag, kan tage sine danske dagpenge med i op til tre måneder, mens man forsøger at finde sig et job i Storbritannien.

Hvis du bor i Danmark og har britisk statsborgerskab

Har du et britisk statsborgerskab og er uden statsborgerskab fra et EØS-land, vil du ikke længere have mulighed for at tage dine danske dagpenge med til et andet EØS-land. Det er en konsekvens af, at du som tredjelandsstatsborger ikke er omfattet af EØS-aftalen, fordi Storbritannien ikke er med i hverken EU eller EØS-aftalen fra og med den 30. marts 2019 og bliver et såkaldt tredjeland.

Opholdskrav og Brexit

Det nye opholdskrav – hvor man i 2019 skal have boet her i landet eller i et andet EU/EØS-land i mindst fem år ud af de seneste 12 år for at få dagpengeret, og fra 2021 i syv år ud af 12 år - kan give problemer, fordi Storbritannien efter Brexit regnes for et “tredjeland”. Beskæftigelsesministeren vil dog komme med en løsning, så alle danskere og EU-borgere, der er rejst til Storbritannien, mens det var et EU-land, og vender tilbage til Danmark efter 29. marts, ikke vil mærke forskel og har ret til at få medregnet forsikrings-, bopæls- og beskæftigelsesperioder fra Storbritannien.

Overgangsordning

Beskæftigelsesministeriet har også meldt ud, at man ved en No-deal-Brexit vil lave en lov om en overgangsordning, der sikrer en række rettigheder for danskere i Storbritannien - og statsborgere fra Storbritannien, der bor i Danmark - indtil der kommer permanente regler.

For herboende britiske statsborgere er det vigtigt, at man inden den 29. marts søger Statsforvaltningen om et opholdskort, da det er forudsætningen for at blive omfattet af en midlertidig overgangsordning.

Find mere information

Se mere om Brexit på star.dk og følg med her på frie.dk, hvor vi holder dig opdateret, når lovforslaget om overgangsordningen fremsættes.

Hvad sker der ellers lige nu?

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse, bl.a. så vi kan huske dine seneste indtastninger. Hvis du klikker videre på frie.dk, accepterer du automatisk brugen af cookies. Læs mere om cookies.