Tilbage til oversigt
22. jun 2022

Direktøren fortæller: Dem kalder vi til samtale

Tidligere topdirektør Peter Rasmussen har læst langt over 500 ansøgninger gennem sin karriere som leder. Her fortæller han, hvad der lægges vægt på, når folk udvælges til samtale, og hvad du absolut ikke skal gøre, når du søger job.

Tidligere topdirektør Peter Rasmussen har læst langt over 500 ansøgninger gennem sin karriere som leder. Her fortæller han, hvad der lægges vægt på, når folk udvælges til samtale, og hvad du absolut ikke skal gøre, når du søger job.


Gennem en lang erhvervskarriere som direktør og leder har Peter Rasmussen over tiden læst et utal af ansøgninger og ansat et stort antal medarbejdere. Og hans oplevelse er, at alt for mange kandidater tror, at de skal lande jobbet direkte på ansøgningen. Og det er forkert, fortæller han.

– Din ansøgnings eneste formål er at få dig til en samtale. Og det kræver, at du gør lederen nysgerrig og interesseret i dig ved at vise, at du forstår virksomheden og har noget at byde på, som den kan bruge.

Og skal hans bedste råd koges ned til en sætning, lyder den: Du skal søge virksomheden – ikke jobbet.

Hvad det konkret betyder, kan du læse herunder, hvor vi også kommer ind på følgende:

  • Hvem sorteres først fra?
  • Hvordan fanger du lederens interesse i en ansøgning?
  • Hvem udvælges til samtale?
  • Hvad skal du ikke skrive i din ansøgning?
  • Tre gode råd til din ansøgning.

Kopier kommer sjældent til samtale

Når man som leder sidder med bunken af ansøgninger, er det meget nemt at gennemskue, om ansøgeren har genbrugt den samme ansøgning til flere jobs, fortæller Peter.

Typisk viser det sig ved, at ansøgningen ikke viser indsigt og forståelse af virksomheden, men er en generisk beskrivelse af kandidatens kompetencer, erfaring og personlighed.

Og det duer ikke, siger han.

– For det første er det useriøst, og for det andet viser det, at kandidaten ikke har sat sig ind, hvilken virksomhed, de har søgt. Og det er den største fejl, du kan begå, for som leder vil du have folk, der søger din virksomhed og ikke det gældende job, fortæller han.

Fang chefens opmærksomhed

Det afgørende er nemlig, at kandidaterne har et oprigtigt og begrundet ønske om at arbejde for netop den virksomhed, de søger, fortæller han.

Kan de vise det i ansøgningen, er chancen for at komme til samtale stor.

Men det kræver, at kandidaten har sat sig ind i følgende hos virksomheden:

  • Historik
  • Produkter
  • Serviceydelser
  • Markeder
  • Udfordringer
  • Størrelse i antal ansat og omsætning
  • De værdier, virksomheden drives efter.

– Og de bedste ansøgninger er dem, der starter med årsagerne til, at de søger lige præcis din virksomhed, og hvor de bruger deres research og indsigt i virksomheden til at underbygge det med. Det viser, at de har gjort sig nogle seriøse overvejelser om, hvordan og hvorfor de passer ind, siger Peter.

Det er virksomheden, det handler om

Når indsigt og forståelse i virksomheden er det afgørende, fortæller Peter, så skyldes det, at man som leder ønsker folk, der netop vil virksomheden og ikke blot det specifikke job.

Dermed er du som ansøger nemlig et potentielt match for hele virksomheden og ikke bare det pågældende job, fortæller han. For jobbet kan ændre sig.

– Mange folk bliver ansat til et job, men får med tiden nye eller andre opgaver eller rykker rundt. Derfor skal dine værdier passe med virksomheden, og din interesse for samme skal være større end blot det job, du søger.

De største fejl

Peter fortæller, at udover at genbruge dine ansøgninger, så er den største fejl, du kan begå i en jobansøgning, at du glemmer virksomheden og har fokus på sig selv.

– Det værste er en to sider lang ansøgning med et uoverskueligt CV, hvor kandidaten skriver op og ned om sig selv og alle de ting, han/hun har lært og kan. Hold det i stedet kort og hav fokus på, hvordan din profil matcher virksomheden, siger Peter.

Derudover er der en række andre ting, du gerne skal undgå, fortæller han:

  • Ironi og humor
    Alle ledere er seriøse, og de søger seriøse medarbejdere. Du kan sagtens være både sjov og vittig, men det skal du gemme til en eventuel samtale med at vise. Så i ansøgningen er du seriøs, og du skal undgå ironi og humor.

  • Skriv kun drømmejob, hvis det er sandt
    At bruge udtryk som drømmejob er en floskel, og du skal kun skrive det, hvis det er sandt, og du har mindst tre gode argumenter for, at det rigtigt.

  • Vær ikke flatterede
    Du skal ikke fedte for arbejdsgiver ved at skrive en masse om, at de har verdens bedste virksomhed, at du ser op til dem og ting i den dur. Det har den modsatte effekt. Du skal i stedet tiltrække lederens opmærksomhed med dine kvaliteter og viden om virksomheden.

Alt for meget fyld

I det hele taget er det Peters erfaring, at der i mange ansøgninger er alt for meget fyldstof og irrelevant information.

Langt de fleste bruger nemlig ansøgningen på at beskrive deres personlighed, tidligere jobs og resultater, mens de vedlægger ligegyldige referencer, fortæller han.

– Alt for mange går direkte efter jobbet i deres ansøgning, men i virkeligheden er formålet med ansøgningen at komme til en samtale. Og det kræver, at du synliggør, hvordan din personprofil passer med jobprofilen på en måde, der giver lederen lyst til at møde dig. Og så må du gerne opbygge din ansøgning på en måde - og understrege i den – at formålet er netop en samtale, hvor du kan uddybe og fortælle mere om dig selv, siger Peter.

Vil du blive klogere på, hvordan din personprofil ser ud, kan du læse mere her. Som medlem af Frie kan du få udarbejdet en professionel personprofil.

Herunder får du Peters 3 gode råd til din ansøgning:

Lav research
Ansøgere, der har brugt tid på at researche den virksomhed, de søger hos, og bruger det i ansøgningen, har en høj chance for at komme til samtale. Måske har man talt med firmaets samarbejdspartnere eller kunder og fundet viden, der er relevant at bruge. Folk, der gør det, bliver man som leder nemlig nysgerrig på at møde.

Virk lidt kræsen
Lidt på samme måde som på datingmarkedet gør det ikke noget, at du udviser lidt kræsenhed. Det kan du gøre ved kort at beskrive dine overvejelser i din nuværende jobsituation og ved at signalere, at du har tilvalgt virksomheden ud af flere. Og at det job, der er slået op, passer til dig der, hvor du er nu, og i en årrække frem. Det viser ambitioner, og at du er i en situation, hvor det er dig, der vælger virksomheden til.

Få deres opmærksomhed
Start din ansøgningen med det vigtigste. Dette vil næsten altid være, hvorfor du søger ind hos netop denne virksomhed med årsager baseret på din research og viden om virksomheden og dens værdier. Kan du baggrund af din research fortælle dem noget om dem selv, de måske ikke vidste i forvejen, er det altid et plus og godt at starte ansøgningen med.

Har du brug for hjælp til din ansøgning?

Vil du være bedre rustet til at lande det næste job, kan du som medlem af Frie få hjælp og sparring fra vores dygtige karriererådgivere til din næste ansøgning. Vi kan også hjælpe dig med alt fra CV over karriererådgivning til konkrete jobmuligheder. Kontakt os i dag og hør, hvad vi kan gøre for dig.

 

 

Hvad sker der ellers lige nu?