Tilbage til oversigt
15. feb 2022

Hvad er du værd i markedet - hos din arbejdsgiver og i dine øjne?

Mange har svært ved at sætte ord på, hvad de er værd på deres arbejde. Det er bestemt heller ikke en nem opgave, men her får du nogle gode råd til, hvordan du finder ud af, hvad du er værd.

Mange har svært ved at sætte ord på, hvad de er værd på deres arbejde. Det er bestemt heller ikke en nem opgave, men her får du nogle gode råd til, hvordan du finder ud af, hvad du er værd.


Lønforhandlingen nærmer sig, men hvad skal du bede om i lønforhøjelse? Hvad er realistisk? Hvad er du egentlig værd?

Mange stiller sig selv de spørgsmål, når de skal bede chefen om mere i løn. Groft sagt kan man undersøge, hvad man er værd på tre områder.

  • Hvad er jeg værd i markedet?
  • Hvad er jeg værd hos min arbejdsgiver?
  • Hvad er jeg værd i mine egne øjne?

Hvad er jeg værd i markedet?

Det første, du skal gøre, er at finde ud af, hvad andre inden for din branche og i din stilling tjener. Du kan finde ud af, hvad du er værd i markedet, ved at kigge på lønstatistikker. Du kan bruge Jobindex’ lønberegner eller søge efter andre lønstatistikker.

Hvis du arbejder i den offentlige sektor, kan du søge i Økonomistyrelsens lønoverblik.

Husk at have fokus på lønniveauet for personer, der arbejder på samme niveau som dig og med samme uddannelsesmæssige baggrund.

Hvad er jeg værd hos min arbejdsgiver?

Uanset hvad du arbejder med, er du værdifuld for din arbejdsgiver. Du laver et stykke arbejde, som bidrager til virksomheden på den ene eller anden måde.

Den bedste måde at vise, hvad du er værd for din arbejdsgiver, ville selvfølgelig være, hvis du kunne vise, at du har gjort en forskel på bundlinjen med konkrete tal. Men mange sidder i jobs, hvor deres værdi ikke er lige så tydelig. Hvis du er en af dem, så prøv at sætte ord på, hvilken værdi dit arbejde har. Du kan med fordel sætte fokus på dine succeser og resultater i arbejdet.

Hvad er jeg værd i mine egne øjne?

Når du har undersøgt, hvad andre i din stilling tjener, og du har overvejet, hvilken værdi du tilfører din arbejdsgiver, kan du overveje, hvad du selv synes, du er værd. Har du en følelse af, at du burde tjene mere? Og hvorfor mener du, at du burde tjene mere?

Der er ikke et præcist svar på, hvad du er værd, men ved at overveje de tre områder, kan du komme nærmere en afklaring.

Hvad er realistisk at gå efter?

Du har nu undersøgt og overvejet, hvad dit arbejde er værd. Hvad skal du så spille ud med til lønforhandlingen?

Her kommer tre gode overvejelser:

  1. Overvej, hvad du minimum er tilfreds med at få, hvad du bør kunne få, og hvad der er din smertegrænse. På den måde har du et interval, du kan arbejde med.
  2. Hvad fik du ved seneste lønforhandling? Kunne du have presset mere på?
  3. Bed om mere i løn, end du ønsker. Så har du noget at forhandle med.

Har du brug for sparring?

Det handler om at finde en god balance og spille ud med et realistisk beløb. Hvis du har behov for sparring om din løn, kan du kontakte en karriererådgiver hos Frie på 63 13 85 50. Vi står klar til at hjælpe dig med, hvad du er værd. Vi kan give dig en komplet og individuel lønvurdering. Læs mere om, hvordan vi kan hjælpe dig med en lønvurdering.

Hvis du ikke har mulighed for at stige i løn, kan du i stedet overveje, om der er nogle personalegoder, du kunne tænke dig. Undersøg, om du kunne forhandle dig frem til noget andet, end kroner og ører.

Hvad sker der ellers lige nu?