Tilbage til oversigt
16. jan 2023

Værd at vide om OK23 - overenskomstforhandlingerne

Hvad sker der med dig og din løn, hvis der kommer strejke eller lockout – og kan du fx stadig tage på ferie? Misforståelserne er mange, men svarene får du lige her.

Hvad sker der med dig og din løn, hvis der kommer strejke eller lockout – og kan du fx stadig tage på ferie? Misforståelserne er mange, men svarene får du lige her.


Overenskomsterne skal fornyes i år, og den 4. januar indledte DI og CO-industri forhandlingerne om Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst.

Frie er ikke en del af forhandlingerne, og vi tegner heller ikke overenskomster. Vi er dog klar til at hjælpe dig, hvis du har spørgsmål eller får problemer i forbindelse med en eventuel konflikt på dit arbejdsområde.

Fuld løn også ved strejke eller lockout

Da overenskomsten på din arbejdsplads ikke er indgået af Frie, er du "ikke-konfliktramt". Det betyder, at du ikke er omfattet af konflikten og derfor ikke må strejke.

Hvis der opstår en strejke eller lockout, der omfatter dine kolleger, skal du som medlem af Frie derfor stadig stille din arbejdskraft til rådighed og har så til gengæld ret til fuld løn.
 
– Det har du ret til, uanset om du er på job, bliver sendt hjem af chefen mod din vilje eller bliver mødt af en fysisk blokade, så du ikke kan komme ind på arbejdspladsen. Så længe du stiller din arbejdskraft til rådighed, har du ret til løn, forklarer juridisk chef Ole Østergaard.

Han understreger, at det er vigtigt, du skriftligt meddeler chefen, at du står til rådighed og gerne vil udføre dit arbejde. Så er det op til din chef at tage stilling til, hvordan du skal forholde dig – og den udmelding bør du også sørge for at få på skrift.

Stadig ret til ferie

Som medlem af Frie vil du sædvanligvis også fortsat have ret til at afholde din planlagte ferie, selvom arbejdspladsen bliver ramt af strejke eller lockout.
 
- I og med at vores medlemmer slet ikke er omfattet af konflikten og derfor skal passe deres arbejde, som de plejer, så har de som udgangspunkt også ret til at afholde allerede planlagt ferie, siger Ole Østergaard.

Kontakt os

Men er du i tvivl, eller opstår der problemer, skal du kontakte Fries juridiske afdeling på 63 13 85 50 (kræver medlemskab af fagforeningen). De kan hjælpe dig, fx hvis arbejdsgiveren mod reglerne tilbageholder lønnen. 

Mere info:

Hvad sker der ellers lige nu?