Tilbage

Frygter du opstarten efter corona?

Under en krise er det svært at bevare overblikket og den rationelle tankegang, især som selvstændig. Men ser du problemerne i øjnene, er det ofte muligt at punktere panikken.

Under en krise er det svært at bevare overblikket og den rationelle tankegang, især som selvstændig. Men ser du problemerne i øjnene, er det ofte muligt at punktere panikken.


Vi guider dig her til, hvordan du med et par enkle tiltag kan få styr på tankerne, så de ikke styrer dig og din forretning.

”Hvordan skal det hele dog gå?”

Det spørgsmål har mange selvstændige nok stillet sig selv under coronakrisen, hvor usikkerhed og negative tanker har fyldt meget. Den reaktion er helt normal, men det afgørende er, om du er i stand til at håndtere den og bruge den til at komme videre frem for at hæmme dig og din virksomhed.

Det fortæller Carina Brix, der er virksomhedsrådgiver hos Frie Selvstændige, og som i sit arbejde dagligt taler med selvstændige, der står på vippen til at springe tilbage på banen igen med deres virksomhed.

Her oplever hun, at mange stadig er i krise-mode med dertilhørende frygtbaserede tanker omkring fremtiden. Og det er der en naturlig forklaring på, fortæller hun.

- Vores hjerne er i stand til at tænke os ind i situationer, der ikke er sket endnu, hvilket er en fantastisk egenskab. Det er bare ikke altid så hensigtsmæssigt. Vi har nemlig fra naturens side en tendens til at fokusere på det negative, hvilket betyder, at vi mister vores rationelle syn på tingene, herunder vores handlekraft, forklarer hun.

Se problemerne i øjnene

Konkret råder hun derfor selvstændige, der pga. krisen går med negative tanker, til at se problemerne i øjnene for at finde ud af, hvor slemt det reelt står til. På den måde kan du nemlig ofte punktere panikken og skille reelle problemer fra unødvendige bekymringer.

- Det vigtige er, at du får perspektiv på tingene og et overblik over, hvor slemt det egentligt står til. Er det i virkeligheden ikke så galt, kan du tage det mere roligt og fokusere på de ting, der giver vækst. Og er det rent faktisk alvorligt, kan du ofte nå at reagere, inden det bliver værre, siger hun.

I den proces er det en stor hjælp, hvis du inddrager andre i din situation. Friske øjne fra banken, revisoren eller andre kan give et objektivt blik på situationen og hjælpe med at guide dig på rette vej.

Sæt tal på

Du kan også med fordel sætte tal på, hvor sandsynlige de forskellige scenarier, du frygter for din virksomhed, er, og forberede dig på dem, forklarer hun.

- Vores frygt er ofte abstrakte, men hvis man problemafgrænser og bryder bekymringerne ned i mindre bidder, er de nemmere at fordøje og mere neutralt vurdere sandsynligheden af, og derefter kan man forberede løsninger på de specifikke situationer, hvis de skulle opstå, fortæller Carina Brix.

Eksempelvis kan du som selvstændig lave en liste over folk, du kan bede om hjælp såvel fagligt som økonomisk, og i tilfælde af worst case scenarier kan du overveje muligheden for at tage et deltidsjob, tegne en lønsikring eller tale med sin a-kasse om, hvad du gør, hvis det skulle gå helt galt.

På den måde bliver uhåndgribelige problemer og tanker gjort konkrete, og når de bliver skrevet ned, vil de fylde mindre i hovedet, forklarer hun.

Tal med andre

For den enkelte selvstændige kan det dog være en svær øvelse. Carina Brix opfordrer derfor til, at du - hvis du kan genkende noget fra ovenstående eksempelvis - tager kontakt til andre – gerne nogle, der kan give et mere nøgternt blik på din situation. Her sidder hun og hendes kollegaer i Frie Selvstændige klar til at få styr på de mange bekymringer.

I det hele taget er det at tale med andre om situationen en god idé, fortæller hun. Negative tanker og frygt har det nemlig med at hobe sig op og køre i ring, hvis man går med dem selv.

- Det er normalt at være i krise som menneske, og de fleste af os har den erfaring og de kompetencer, der skal til for at komme igennem dem. Det kræver blot, at vi ser problemerne i øjnene, taler om det og får lagt en plan for, hvordan vi kommer videre, forklarer hun.

Kontakt os

Har du brug for sparring til, hvordan du tackler dine bekymringer som selvstændig, kan du kontakte Frie Selvstændiges virksomhedsrådgivere, der sidder klar til at hjælpe dig på 63 13 85 50.