Når du har din marketing på plads, skal du i gang med salget, og her er det vigtigt at have en plan.
Som selvstændig er du ligesom piloten, der elsker at flyve passagererne til deres drømmedestination. Din salgsafdeling er ligesom marketing en investering i dit firmas drivkraft. Du har din marketing på plads, du har skabt grundlaget for interessen. Nu skal din anden drivkraft - salget - virkelig høste frugterne, så dine investeringer giver et godt afkast.
De 5 elementer
Salg er et af de 5 elementer, der binder din virksomhed sammen.
- Dit produkt skal være profitabelt og efterspurgt.
- Dine faste omkostninger skal holdes nede.
- Din marketing skal kunne stå alene og ellers ...
- Bakke dit salg og salgsteam op.
- Dit cash flow er som brændstof til dit fly. Det flyver ikke uden.
I denne artikel har vi fokus på dit salg. Thomas Saxe, der er virksomhedsrådgiver hos Frie Selvstændige, kommer med gode råd til, hvordan du sætter dit salg i system, så din investering både her - og i din marketing - bringer din virksomhed frem til din drømmedestination.
Planlæg dit system
Du starter sikkert alene eller med nogle partnere. Investeringen i din salgsafdeling - om det så "blot" er dig - er din tid. Er det tilfældet, er du salgspersonen, du er salgschefen, og du er - alt efter branche - lead generatoren. Uagtet er din tid værdifuld. Du kan derfor med fordel starte dit system allerede nu.
Den strømligning, du starter her, vil både spare dig tid og effektivisere dit salg. Når du en dag skal ansætte andre til jobbet, så er fordelen oplagt. Du kender systemet. Dit nye salgsteam skulle selvfølgelig gerne kunne forbedre det og gøre det bedre end dig. Men du har skabt et godt grundlag, både så din investering i teamet kan arbejde fra dag 1, og så de har en retning. De skal helst ikke løbe forvirrede rundt.
Din pipeline
Der findes flere gode CRM-systemer, og der kunne skrives meget om dem. Hvilket system, der er bedst for dig, kommer an på din branche. Fællestrækket er dets sekvenser. Du har et lead, du kvalificerer det, du kontakter kunden, sender forslag, du afslutter salget.
It’s a numbers game. Med de sekvenser har du overblikket over, hvor meget og hvor du er i din salgsproces. Du opnår data for, hvor mange leads du i snit skal opnå for ét salg. Det er værdifulde tal.
Det er vigtigt, at du skaber denne struktur og skriver noter, så det er let for andre at overtage opgaven. Der er ingen, der er tjent med, at alt er lagret i dit hoved alene.
Din hjemmeside
Dine kunder skal guides alt det, du kan, så de på lettest mulig vis kan købe dit produkt. Du har brugt X kroner i marketing for at få et lead, der besøger din hjemmeside. Så langt så godt. Så er det også investeringen værd, at du skaber den gode købsoplevelse.
- Husk, at hele grundlaget for din forretning er, at du løser et problem for dine kunder, fortæller Thomas.
Dit produkt løser deres problem. Din marketing hjælper med at gøre opmærksom på, at problemet kan løses. Dit salg overbeviser om, at det er tilfældet, og dit salgspersonale og/eller hjemmeside fjerner problemet med at få det købt.
Med det mindset kommer du rigtigt langt, når du designer dit salgsforløb. I drejebogen "Din Masterplan", som Thomas har udviklet, er punkt nummer 1 da også: Hvilke top 3 problemer løser du?
Investeringen værd?
Dit salgsteam er en investering, der skal kunne svare sig. Når du forholder dig til din virksomheds økonomi, skal du kunne se, at de giver overskud.
Det er ikke her, du har behov for en stopklods. Dit produkt er godt, din marketing virker, det kører på hjemmesiden, men live halter dit salgsteam. Det vil dræne din profit og hæmme din vækst. Allerværst, så er der jo kunder, som ikke får løst deres problem.
Har du brug for sparring?
Hvis du har brug for sparring til, hvordan du planlægger og eksekverer dit salg, er du altid velkommen til at kontakte Frie Selvstændiges virksomhedsrådgivere. De sidder klar til at hjælpe dig på 63 13 85 50.
Læs den næste artikel om dit cash flow i serien "5 elementer, der skaber vækst i dit regnskab".