Tilbage

Strategiske overvejelser - Vil du vælges til på prisen?

Når du sætter din pris, sender du automatisk en række signaler til potentielle kunder. Og i den forbindelse er der en række vigtige overvejelser, du bør gøre dig.

Når du sætter din pris, sender du automatisk en række signaler til potentielle kunder. Og i den forbindelse er der en række vigtige overvejelser, du bør gøre dig.


Din pris er afgørende for positioneringen af dit produkt eller ydelse i markedet. Og som selvstændig kan det måske virke fristende at tage en lavere pris for at komme ind på markedet, særligt hvis du er nystartet.

Men prisen sender en række signaler til potentielle kunder. Derfor bør du gøre dig nogle strategiske overvejelser om, hvordan du vil arbejde med prisen, hvordan det påvirker din forretning, og hvilket indtryk det efterlader hos kunderne.

Er lave priser det rigtige for din forretning?

Ligger dine priser lavere end dine konkurrenters, risikerer du, at folk vælger dig fra, fordi de er usikre på, om de kan få den ønskede kvalitet til den pris, du sælger til. Det betyder ikke, at en lavere pris ikke kan være det rigtige for dig, men du skal tænke over, hvordan det kan blive opfattet.

Med en lav pris kan der også ske det, at kunderne vælger dig til, fordi du er billig, fremfor at det, du sælger, har en høj/god kvalitet. Er det tilfældet, finder du ikke ud af, om det er de rigtige kunder, du sælger til, og hvilken pris du rent faktisk kunne få. Du bliver heller ikke klogere på, om værdien af det, du sælger, er til at gennemskue, hvilket er afgørende for din videre prissætning og succes.

Er høje priser bedre?

Omvendt kan en højere pris virke attraktiv hos nogen kunder, fordi de måske forbinder et dybere greb i lommen med kvalitet og god service.

Men med en højere pris risikerer du naturligvis, at nogle kunder vælger dig fra, fordi de kan få det billigere andre steder.

Til gengæld kan de kunder måske godt undværes, da du ikke behøver at arbejde så meget for at tjene de samme penge.

Brug prisen som værktøj

Helt grundlæggende bør du gå efter den pris, der er rentabel for dig og din forretning, og som kunderne er villige til at betale.

Hvis kunderne ikke vil betale, bør du se på, om du har fat i de rigtige kunder for dig, og om du har fat i dem på det rigtige tidspunkt. Der er altid nogle kunder, der er mere rentable end andre.

Timingen er også vigtig, da det er lettest at sælge til folk, der er motiverede til at købe. Din opgave er derfor at bruge prisen som værktøj til at se på, om du sælger til den rigtige målgruppe på det rigtige tidspunkt.

Priser kan justeres løbende

Som tiden går, og du bliver mere erfaren og tryg i markedet, kan du løbende overveje at justere på priserne. Prisstigninger er en helt naturlig udvikling i mange henseender.

Har du efter flere år i markedet stadig de samme priser, er der god grund til at se på, om de skal tilpasses. Og oplever du, at kunderne takker nej til de højere priser, kan du lave en plan for, hvordan du justerer dem ned igen på en hensigtsmæssig måde.

Få sparring til din prissætning

Er du stadig i tvivl om, hvordan du skal prissætte dit produkt eller ydelse, kan du få råd og sparring med udgangspunkt i netop din situation ved at kontakte Frie Selvstændiges virksomhedsrådgivere på 63 13 85 50.

Læs mere om prissætning i artiklen Er du for dyr?